Fagboss til Holst: En hjerneblødning


HKKFs formand, Flemming Vinther. Foto: Karsten Weirup

tors. 6. aug. 2015



"Vi har gang i en række mindre missioner, og det belaster rigtig meget. Man gik måske og troede, at det ville blive lidt mere roligt efter Afghanistan. Men det er det ikke, så flere midler ville være godt."

Kilde: avisen.dk.


Forsvarsministerens skitse til at skaffe flere penge til Forsvaret får en ublid medfart i soldaterforening.

Forsvarsminister Carl Holst (V) vil have flere penge til Forsvaret i det kommende forsvarsforlig.

Flere penge kombineret med effektivisering
     Holst vil bruge en model som i sundhedsområdet, hvor man øger de samlede udgifter, samtidig med at der effektiviseres inden for nogle områder.
     Den køber Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, ikke.
     - Hvis det er sådan noget, han forestiller sig, siger jeg held og lykke med den hjerneblødning. Pengene skal bruges ordentligt, lyder det.
     - Hvis han tror, man kan komme og sige, at nu sparer vi lidt her, skruer lidt der og får lidt flere penge der, skulle han måske have taget en ekstra uges ferie, tilføjer Flemming Vinther.

Fasthold ambitionerne
     Næppe overraskende mener Flemming Vinther, at flere penge og midler til Forsvaret er en kærkommen håndsrækning. Han vil dog se helt konkret, hvor de nye midler ender, og hvordan de skal forvaltes.
     - Det vigtigste er, at midler og opgaver matcher hinanden. Vi har gang i en række mindre missioner, og det belaster rigtig meget. Man gik måske og troede, at det ville blive lidt mere roligt efter Afghanistan. Men det er det ikke, så flere midler ville være godt.
     - Vi ser rigtig gerne, at vi fastholder ambitionsniveauet. Det er vigtigt, at Danmark bakker sin egen udenrigspolitik op, siger Flemming Vinther.
     Med det nuværende forsvarsforlig fra 2013 blev Forsvaret pålagt gradvist at skære 15 procent af budgettet. Forsvarsforliget udløber i 2017.
     - Nogle af besparelserne har været helt okay. Eksempelvis havde vi fem logistikstrenge i Forsvaret, og det var selvfølgelig ikke rimeligt, at vi skulle have det, siger soldaterformanden.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5599-Politik--fagboss-til-holst-held-og-lykke-med-den-hjernebloedning.htm.

Tweet