Ført bag lyset - PMV-indkøb går måske om


Det er opad for købet af nye pansrede mandsskabsvogne til Hæren efter klage fra konkurrent, et stort prishop samt et forsvarsudvalg, der oplever sig groft misinformeret.

man. 1. juni 2015



"Det her er helt på månen. Hele udbuddet er jo forkert, og jeg er meget i tvivl, om man har valgt den rigtige pansrede mandskabsvogn."

Piranha 5
  Er ikke produceret til andre lande.
   Producenten, Mowag, har årtiers erfaring i at bygge pansrede køretøjer, bl.a. til Danmark.
   Modsat Hærens nuværende PMV, M113, er det et hjulkøretøj.
   Fart: 105 km/t.
   Vægt: 33 tons.
   Besætning 3 + 9 passagerer.
   Aktionsradius: 1.000 km.



Baggrund:
lør. 30. maj 2015: Kurshop kan betyde færre nye PMV'er
fre. 1. maj 2015: Overraskende dansk PMV-enegang
tors. 30. april 2015: Den nye PMV er Piranha 5

Danmark står for at købe en uprøvet pansret mandskabsvogn (PMV), selv om der normalt kræves hyldevarer. Prisen har fået et kurshop på små 20% siden tilbuddet blev givet. Og det fik forsvarspartierne intet at vide om. PMV-indkøbet risikerer at gå om.

Da Folketingets Forsvarsudvalg på sit møde 30. april sagde ja tak til den schweizisk byggede PMV af typen Piranha 5, fik politikerne intet at vide om, at prisen kunne stige. Det bekræfter to udvalgsmedlemmer mandag overfor Berlingske.

Venstre: En skandale
     De fem kandidater til at vinde opgaven til fire-fem mia. kom dec. 2014 med deres endelige tilbud. Siden december sidste år er kursen på schweizerfranc steget med henved 20 procent, og det vil alt andet lige udløse enten en ekstraudgift på mange hundrede millioner kroner eller betyde, at Hæren må nøjes med færre mandskabsvogne.
     Det prishop blev Forsvarsudvalget ikke orienteret om af forsvarsminister Nicolai Wammen, hvilket Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, kalder en skandale.
     - Det stillede vi ikke spørgsmål om, fordi vi fik at vide, at tilbuddet om Piranha 5 var det bedste og det billigste, siger han til Berlingske.
     - Jeg blev fuldstændig ført bag lyset.
     Også SFs forsvarsordfører og tidligere udenrigsminister, Holger K. Nielsen, bekræfter den mangelfulde orientering:
     - Vi fik en meget overordnet orientering om udfaldet. Både på pris og kvalitet var Piranhaen uden sammenligning den bedste.

Truer med at lade købet gå om
     Iflg. Forsvarsministeriet kan man ikke kurssikre en handel, før der er underskrevet en kontrakt med et beløb.
     Den forklaring accepterer Troels Lund Poulsen imidlertid ikke.
     - Det her er helt på månen. Hele udbuddet er jo forkert, og jeg er meget i tvivl, om man har valgt den rigtige pansrede mandskabsvogn.
     Sagen kan få store konsekvenser for PMV-købet:
     - En blå regering vil med det samme søge svar på alle de her spørgsmål, og der er jo også indgivet klager mod forløbet allerede. Jeg vil ikke udelukke, at der bliver tale om et nyt udbud, siger han til Berlingske.
     Troels Lund Poulsen forventes af mange iagttagere at blive en blå regerings forsvarsminister.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5521-PMV-Pansret-Mandskabsvogn--foert-bag-lyset---pmv-indkoeb-gaar-maaske-om.htm.

Tweet