Kræver PMV-redegørelse


PMV M113 A1.

tors. 13. nov. 2014


Kilde: sondagsavisen.dk.


Brugt på PMV'er
  Siden beslutningen om udfasning (i 2012) er der brugt 290 mio.:
   - Ca. 25 mio: Alm. vedligeholdelse, bl.a. i f.m. syn.
   - Ca. 45 mio: Reparationer.
   - Ca. 220 mio.: Modifikationer og forbedringer. Herunder bedre minebeskyttelse og installation af nyt radiosystem.
   - 63 af de 290 millioner er anvendt på de 18 vogne, som i perioden har gjort tjeneste i Afghanistan.



Baggrund:
ons. 12. nov. 2014: NATO-træning sender PMV'er på værksted

Siden beslutningen i 2012 om nye PMV'er er der brugt 290 mio. på de gamle. Det vil en række partier have en forklaring på fra ministeren.

I starten af 2012 blev det besluttet, at de danske pansrede mandskabsvogne (PMV) af typen M113 skal sendes på pension og erstattes af nye og mere moderne alternativer.
     Dengang regnede man med at skrive kontrakt om de nye vogne i 2014, men det er forsinket til 2015. Siden beslutningen i 2012 har Forsvaret brugt 290 millioner på at opgradere, reparere og vedligeholde de mere end 250 udfasningsdømte vogne. Det skriver sondagsavisen.dk.

Kun 63 mio. brugt på PMV'er i mission
     Af de 290 mio. er 227 mio. brugt på vogne, som alene bruges i Danmark eller ved øvelser. Oplysningerne får flere af Folketingets ordførere til at kritisere forsvaret for dets brug af ressourcer.
     Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, har ikke forståelse for, at det skal være nødvendigt at bruge så meget på pensionsmodne køretøjer.
     - Selvfølgelig skal de kunne køre. Men det virker som enormt mange penge, siger han til sondagsavisen.dk.

Redegørelse på vej
     Enhedslisten vil nu rette henvendelse til forsvarsminister Nicolai Wammen (S) og kræve en forklaring på, hvorfor der er brugt så mange penge på de gamle PMV'ere.
     Liberal Alliance ser frem til den redegørelse.
     - Det lyder ikke som den smarteste disposition nogensinde, så jeg ser frem til en redegørelse, siger Leif Mikkelsen, forsvarsordfører i Liberal Alliance.
     Også SF kritiserer forsvaret.
     - Det virker umiddelbart ret uklogt at bruge så mange penge på opgraderinger af PMV'ere, som alligevel står foran at blive skrottet. Hvis der stadig var brug for dem i Afghanistan, kunne jeg forstå det, men som bekendt er vi nu ude af Afghanistan, og det forekommer ikke at være et problem, at man havde afventet de nye PMV'ere. Der spares i øjeblikket på mange velfærdsområder. Også forsvaret skal spare, siger Holger K. Nielsen, forsvarsordfører for SF.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5269-PMV-Pansret-Mandskabsvogn--kraever-pmv-redegoerelse.htm.

Tweet