Kongens Artilleriregiment opstiller en række artillerienheder, der indgår i Danske Division, Den Danske Internationale Brigade, 1. Sjællandske Brigade samt Sjællandske Kampgruppe.
Nogle af regimentets enheder er aktiverede i fredstid medens andre er rene mobiliseringsenheder. Herudover er regimentet ansvarlig for opstilling af 1. Vedligeholdelseskompagni.
Regimentets artillerienheder er følgende:
- Danske Divisionsartilleri, der består af Stab, Stab- og Målopklaringsbatteri, 2. Artilleriafdeling, 18. Raketkasterbatteri samt 23. og 24. Artilleriafdeling, der opstilles af Dronningens Artilleriregiment, Varde
- 1. Artilleriafdeling, der indgår i 1. Sjællandske Brigade,
- 5. Artilleriafdeling, der indgår i Den Danske Internationale Brigade,
- 32. Artilleriafdeling, der indgår i Sjællandske Kampgruppe,
- 17. Raketkasterbatteri, der er en dispositionenhed under Hærens Operative Kommando
I fredstid er følgende enheder aktiveret:
- Stab- og Målopklaringsbatteri uddanner fast og værnepligtigt personel,
- 1. Artilleriafdeling uddanner værnepligtigt personel til feltartilleriet,
- 5. Artilleriafdeling gennemfører uddannelse i rammen af Den danske Internationale Brigade,
- 18. Raketkasterbatteri uddanner fast og værnepligtigt personel. Uddannelsen foregår pt. på Skive Kaserne.
Regimentets personel
Kongens Artilleriregiment har ca. 450 fast ansatte medarbejdere. Heraf er ca. 80 officerer, 125 befalingsmænd af sergentgruppen, 100 konstabler og 150 civile.
Regimentet har endvidere personel af reserven ansat på rådighedskontrakt - herunder også rådighedskontrakt med Den Danske Internationale Brigade.
Personel af reserven deltager med jævne mellemrum i aktiviteter ved regimentet og har således en militær karriere ved siden af deres civile. I alt drejer det sig om ca. 700 personer fordelt på ca. 280 officerer af reserven, 300 befalingsmænd af reserven og 120 konstabler af reserven.
To gange om året indkaldes nye værnepligtige til Kongens Artilleriregiment for at blive uddannet til artillerister. I gennemsnit møder ca. 650 om året på Sjælsmark Kaserne - hovedsagelig mænd, men også et mindre islæt af kvinder på værnepligtslignende vilkår. Tjenestetiden er otte eller ni måneder for hovedparten af de værnepligtige, men en del vælger at komme på befalingsmandsskole med deraf følgende længere tjenestetid.
Blandt det faste personel og frivillige blandt personel af reserven udsender Kongens Artilleriregiment hvert år ca. 75 personer til tjeneste ved internationale fredsstøttende operationer. Personellet forretter tjeneste ved enheder eller som enkeltpersoner. De fleste gør tjeneste i det tidligere Jugoslavien, men regimentet har også periodevis personel til tjeneste i Mellemøsten, Kuwait og Indien/Pakistan (Kashmir).
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1200.htm.