Varde Kaserne er efter forsvarsforliget blevet hjemsted for Dronningens Artilleriregiment og Hærens Artilleriskole. Forsvarets Bygningstjeneste har iværksat et omfattende nybyggeri. Både materiel og personel skal tilgodeses med større og bedre faciliteter. Opgaven bliver løst i samarbejde med Århusarkitekterne og arkitektfirmaet Stærmose & Isager fra Odense.
Til Varde Kaserne er der tre byggeprojekter på tegnebordet: En kontorbygning til Hærens Artilleriskole og belægningsstuer, undervisningslokaler samt servicefaciliteter til Dronningens Artilleriregiment. Århusarkitekterne står for servicefaciliteterne i form af depot-, værksteds- og garagebygninger. Arkitektfirmaet Stærmose & Isager skaber kontorbygningen og bygningerne, der skal indeholde belægningsstuer, undervisnings- og fritidsfaciliteter. Byggeriet kommer til at stå på de næste to år og vil koste et trecifret millionbeløb.
Respekt for de eksisterende rammer
"Man bliver overrasket over, hvor frodigt og grønt der er. Varde Kaserne er utroligt flot. Den er meget stramt og klart opbygget", fortæller projektleder Birgitte Folkmann fra Forsvarets Bygningstjeneste. "I vores projekt har vi forsøgt at respektere både det grønne og den struktur, kasernen allerede har", siger hun og forklarer, at med hensyn til materialevalg skal traditionen videreføres: Gule teglsten til belægningsstuerne og røde til depot- og garageanlægget. Den måde, de to farver er brugt på, er nemlig med til at understøtte kasernens klare struktur.
"Med den nye kontorbygning og det nye auditorium har vi forsøgt at tilføre noget nyt til kasernen. Man skal kunne se, at vi bygger i år 2001", påpeger Birgitte Folkmann. Den stil, som de eksisterende bygninger blev bygget i for 50 år siden, skal respekteres, men ikke kopieres. "Nye funktioner giver os mulighed for at arbejde med nye detaljer. Men vi holder os til det oprindelige materialevalg", fastslår hun.

Den nye administrationsbygning til Hærens Artilleriskole vil dog springe i øjnene. "Denne bygning er virkelig bearbejdet på en helt ny måde. Den har en helt anden form - også med hensyn til den indvendige indretning. Her har vi skabt 'åben plan' kontorer", siger Birgitte Folkmann. Den nye auditoriebygning vil udmærke sig ved en anderledes brug af f.eks. ovenlysvinduer. Begge bygninger bliver rejst i genkendelige materialer for at føje det nye byggeri ind i det gamle. Det er Forsvarets Bygningstjenestes projektledere, der har fastlagt de arkitektoniske retningslinier for nybyggeriet på Varde Kaserne. Det er dernæst de civile arkitektfirmaers opgave at udfylde disse rammer til en aftalt pris.
Nænsomt fingeraftryk
"Det første, man som arkitekt søger efter, er det ledemotiv, som et projekt skal bygges op om", siger den projektansvarlige arkitekt fra Stærmose & Isager, Steffen Søby. "Man spørger sig selv: Skal vi som arkitekter sætte vores fingeraftryk anno 2001 på Varde Kaserne eller er Varde Kaserne en helhed, der er så betydningsfuld og provokerende sammenhængende, at vi må underlægge os den", forklarer Steffen Søby.
"Til at begynde med havde jeg nok en opfattelse af, at vi godt kunne markere os f.eks. med nogle af de nye bygninger som auditoriet og Hærens Artilleriskoles bygning. Men jo oftere vi kom ud og så på kasernen, jo mere ændrede vi opfattelse. Der er nemlig ikke længere ret mange steder, hvor der findes et så stort, homogent og sammenhængende bygningsanlæg som på Varde Kaserne. Vi ville ikke pille ved den klare struktur, snarere styrke og udbygge den. Desuden synes vi, at arkitekturen på kasernen er harmonisk, stilfærdig og præget af, at man har en høj vedligeholdelsesstandard. Så vi valgte at underordne os stedet", siger Steffen Søby og fortsætter: "Samtidig skal de nye bygninger også turde være sig selv".
Den nye auditoriebygning, der i størrelse vil blive underordnet det eksisterende byggeri, bliver udstyret med mønstermurværk og glaseffekter, der vil give et diffust lys inden døre. "At lave detaljer i teglsten kender man fra Varde Kaserne i forvejen. En del steder findes der mønstermurværk. Det tema har vi taget op og bearbejdet på en anden og ny måde i auditoriebygningen", fortæller Steffen Søby.
Med på råd
I de indledende faser af det store byggeprojekt er brugerne, dvs. både militære og civile medarbejdere på Varde Kaserne, blevet taget med på råd. Men de er også blevet udfordret. "Vi lavede fire forskellige forslag til Hærens Artilleriskoles bygning. Det ene forslag var loyalt over for de ansattes oplæg. De andre forslag baserede sig mere eller mindre på en åben struktur i den indvendige indretning. Vi endte ved et kompromis med en stribe traditionelle cellekontorer og nogle åbne miljøer med mange arbejdspladser. Fordi vi indvendigt skaber åbne miljøer, kan vi se på hele bygningen og dens form på en anden måde", siger Steffen Søby.
Nybyggeriet vil også omfatte en del anlægsarbejde i form af en udvidelse af kasernens infrastruktur. Også her vil Varde Kasernes nydelige grønne og velordnede stil blive videreført og fremhævet.
Kilde: FOV nyhedsbrev nr. 7, 2001
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1158.htm.