DMI guldemblem

fre. 20. april 2012


Major Kurt Allan Nicolaisen. (Foto: DAR)

Major Kurt Allan Nicolaisen, formand for IVG, er personligt hædret med DMI guldemblem.

Det skete på DMI's repræsentantskabsmøde 19.-20. april i Idrættens Hus Lyngby. Formanden, generallæge Erik Darre, gav på vegne af Dansk Militært Idrætsforbund, DMI, denne grund:
     "Kurt har igennem en lang årrække været et stort aktiv for idrætten i Forsvaret. Kurt har tidligere gjort tjeneste som idrætsofficer ved Artilleriet i Varde tilbage i 1988, hvor han bl.a. var arrangør af Nordisk Mesterskab i feltkonkurrence.
     Kurt har nu igennem en årrække været formand for Idrætsforeningen Varde Garnison, hvor han har gjort et stort arbejde for foreningen, herunder at sætte gang i en masse nye spændende aktiviteter, såsom bodybike, kano/kajak, båd m.v. Ligeledes gør Kurt et stort stykke arbejde for at få mange med fra IVG til DMI s stævner, her i blandt vores unge værnepligtige soldater, hvilket også har medført, at IVG de seneste år har kunnet komme hjem med en masse præmier, til stor glæde for Garnisonen, og ikke mindst til glæde for vores værnepligtige soldater.
     Kurt har de seneste år været stævneleder for to Nordiske Mesterskaber i skydning, som er blevet afviklet med stor succes og ikke mindst respekt fra de andre Nordiske lande. Ligeledes har Kurt formået at trække flere DMI stævner til Varde, bl.a. fodbold, cykling, faldskærm, bordtennis m.v. for på den måde at profilere Varde Garnison og Varde By. IVG med Kurt i spidsen, vil også de næste år frem, være arrangør af flere forskellige DMI stævner.
     Kurt er ligeledes involveret i det civile idrætsliv i Varde by, idet Kurt i mange år har været en del af sportsudvalget i Varde IF.
     Kurt er i sit daglige arbejde med idrætten i Varde Garnison, en person som udviser stort arrangement, som klart afspejler at han brænder for idrætten til gavn for alle ved Garnisonen. Han er et stort aktiv i IVG, i såvel forretningsudvalg som bestyrelse, han er en inspirationskilde og god samarbejdspartner over for alle som måtte have brug for hans støtte. Han er ivrig, hjælpsom, principfast, og har en god viden omkring regler og bestemmelser inden for de enkelte idrætsgrene. Denne viden er han god til at formidle til alle andre i IVG.
     På denne baggrund tildeles Kurt Nicolaisen DMI´s guldemblem."

Kilde: DAR.


Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4242-Varde-Kaserne--dmi-guldemblem.htm.