Sat på gaden efter 33 år

Af Ove Risum Aslaug, Artilleriet.dk, tors. 8. sept. 2011


Kritiker: Der er fortsat rigelig med plads til både feltartilleriforening og forsvarsbrødre. (Billede af kasernebygningen set fra Teglovnsvej.)

Flere veteran-organisationer står hjemløse efter at de i al hast har måttet rømme fra Ringsted Kaserne, så Veteran-centret kan flytte ind. Det er sket ufølsomt, uovervejet og er en hån, lyder den bitre kommentar fra Ringsted Feltartilleriforening.

Med blot tredive dages varsel har en række organisationer måttet sige farvel til deres lokaler på Ringsted Kaserne. Alt skulle pakkes ned - og et nyt lejemål findes i al hast.

Hjemmeværn og forsvarsbrødre søger fortsat bolig
     Det gælder bl.a. politi-hjemmeværnet i Ringsted. Iflg. hjv.dk i dag forventer de dog med stor sandsynlighed at kunne rykke ind i lokaler på Ringsted Politistation sammen med Midt- og Vestsjællands Politi.
     Værre ser det ud for Forsvarsbrødrene i Ringsted. De skriver på forsiden af deres hjemmeside:
     - DFB Ringsted er ude af vores lokaler på Ringsted Kaserne. Veteranerne skal bruge dem. Der er blevet flyttet meget ud og meget sendt til opbevaring, nu håber vi bare at veteraner kan bruge lokalerne. Der arbejdes ihærdigt på at finde nogle ny lokaler til os.

Gratis lokaler i 33 år
     I 1999 besluttede Folketinget at nedlægge Ringsted Kaserne. Siden har kommunen overtaget store dele af kasernen og arbejdet på at opbygge en ny bydel. Hjemmeværnet har haft til huse i nogle af kasernens bygninger.
     Det seneste års tid har forsvarspolitikerne drøftet brugen af Forsvarets resterende bygninger. I april 2011 nåede ministeren (efter at have rådført sig med forsvarsforligkredsen) til den beslutning, at hovedbygningen skulle bruges til et center for krigsveteraner. Både DF´s og SF´s forsvarsordførere var dog ikke begejstrede for placeringen.
     Beslutningen interesserede Børge Albøg Olsen fra Ringsted Feltartilleriforening. Han spurgte i foråret den mangeårige forsvarspolitiker Helge Adam Møller (K) om hvad det ville komme til at betyde for foreningens lokaler på Ringsted Garnisonsbygning.
     Her har foreningen nemlig vederlagsfrit haft lokaler de sidste 33 år!
     - Jeg forstod, at selvom der ikke blev givet noget løfte, at vi kunne forvente at bevare disse lokaler også efter Forsvarets ændring af Region Sjælland, Lolland Falster og Møen.

Hastværk
     Sådan kom det imidlertid ikke til at gå.
     For forsvarsminister Gitte Lillelund Bech var det vigtigt, at det både var den billigste løsning og at veterancentret kunne etableres indenfor en overskuelig tid.
     I praksis vil det sige, at det nye center åbner 1. okober.
     Inden da skal de ca. 110 nye medarbejdere have gjort altid klar. De møder ca. 20. sept. har Forsvarskommandoen oplyst.

Mangler respekt for veteraner
     Og inden da skal lokalerne være ryddet. Det skrev Forsvarets Materieltjeneste så til de hidtidige brugere. Frist: Blot 30 dage. Og det huer aldeles ikke Børge Albøg Olsen, der er uddannet i Den Danske Brigade i Sverige i 1943-45:
     - Jeg mener, at vore veteran-foreninger er en støtte for et positivt forhold til Forsvaret. Dette initiativ fra Forsvarets Materialkommando har skabt bitterhed, dels over den korte frist for rømningen, som blev foretaget i al hast, og er en hån mod vore velfungerende museer, der viser artilleriet i Forsvaret, der etableredes med 4. og 11. artilleriafdeling i Ringsted i 1919.
     - Jeg forstår, at Forsvarets Materielkommando er en organisation der ved sin handlemåde har vist at de er så teknokratiske, og ingen følelse har for de veteraner der har medvirket til Forsvarets image igennem 60 år.

Kritik: Der er fortsat plads!
     Den dårlige behandling tror Børge Albøg Olsen, at hverken minister eller forsvarsudvalg er klare over. Derfor har har skrevet til Folketingets forsvarsudvalg om sagen.
     Han finder, at handlingen er "fuldstændig uovervejet". Det begrunder han med, at der iflg. hans gode orientering om planerne "er rigeligt med plads også til Midtsjællands Artilleriforening og til Forsvarsbrødrene, selvom jeg ikke udtaler mig på deres vegne".

Se brevet til Forsvarsudvalget.


Baggrund:
man. 15. aug. 2011: Travlhed hos chef for veterancenter
tirs. 5. juli 2011: Veterancenter på Ringsted Kaserne
tors. 7. april 2011: Veterancenter er en varm kartoffel
lør. 30. okt. 2010: Afviser at lukke Ringsted Kaserne
tors. 23. sept. 2010: Artilleridag i Ringsted
tirs. 25. sept. 2007: Ringsted Kasernes historie
tirs. 25. sept. 2007: Ringsted Kaserne - en ny bydel
tors. 1. april 2004: Varde Kasernes historie

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4086-Foresatte-myndigheder--sat-paa-gaden-efter-33-aar.htm.