I ugerne 35 og 36 vil Flyvevåbnet i samarbejde med Søværnet og Hæren træne jordpersonel og piloter i måludpegning på jorden. Det kan give lokale støjgener.
Der vil i begge uger blive fløjet i lav højde. Det vil sige ned til 150 meter over åbent land og 600 meter over byer. Det kan give gener, men perioderne med lav flyvning er korte.
I uge 35 bliver der fløjet over Nordjylland. Al flyvning vil ligge imellem klokken 10.00 og klokken 14.30. Der bliver ikke fløjet i weekenden.
I uge 36 vil der blive fløjet over Midt-, Syd- og Sønderjylland. Også her vil der blive fløjet i tidsrummet mellem 10.00 og 14.30. Heller ikke i denne uge vil der blive fløjet i weekenden.
Træning med FAC´erne
Det hele handler om, at de såkaldte Forward Air Controllere (FAC´er), der er specialtrænede soldater fra Hæren og Søværnet, skal uddannes i at hjælpe F-16 piloter med måludpegning på jorden under vanskelige forhold.
Samtidig skal piloterne i kampflyene holde sig skarpe og kunne finde eksempelvis bevægelige mål med kun få minutters varsel.
Man sørger for, at der under træningen er nogen, der agerer bevægelige mål ved for eksempel at køre rundt i biler i områder, hvor det ikke er så nemt at få øje på dem.
Hovedformålet med at have Forward Air Controllere på jorden til at udpege mål for kampfly er at ramme fjenden så præcist som muligt for at undgå utilsigtet skade - det man også kalder collateral dammage.
Kilde med kort og datoer: Flyvevåbnet.
Baggrund:
fre. 10. juni 2011: Jylland bliver til Afghanistan
tors. 10. mar. 2011: Jagerpiloter træner over Oksbøl i aften
tors. 24. febr. 2011: Piloter finder bevægelige mål i mørket
tirs. 22. sept. 2009: Vigtigt samarbejde om bombe-mål
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4083-TACP---Tactical-Air-Control-Party--f-16-kampfly-i-luften-over-jylland.htm.