|
Fra den 14. til den 24. juni bliver Jylland til Afghanistan, når Flyvevåbnet og Hæren træner sammen på den store øvelse AGOEX.
Himmerland skal spille rollen som Kandahar, Vendsyssel gør det som Uruzgan og Oksbøl er Helmandprovinsen, når Hæren og Flyvevåbnet kaster sig over årets store øvelser Air Ground Operations Exercise (AGOEX).
F16 træner kast af præcisionsbomber på mål, der er udpeget af Hærens Forward Air Controllere.
Hercules transportfly kaster materiel og indsætter faldskærmssoldater, og helikoptere indsætter styrker, observerer fra luften og evakuerer sårede. Sammen med soldaterne på jorden går kampen i gang for at vinde kontrollen over talebanerne, som i virkelighedens verden af hjemmeværnsfolk.
Idet øvelsen foregår over land, vil man i de berørte områder kunne opleve en del flystøj. Dette kan desværre ikke undgås, og Flyvevåbnet håber, at der vil være forståelse for vigtigheden af træningen.
AGOEX er en øvelse hvor Hæren og Flyvevåbnet skal samarbejde.
Blandt deltagerne er det hold soldater, som skal til Helmand i august (ISAF 12). Det er derfor vigtigt, at træningen foregår under så livagtige forhold som muligt, så soldaterne kan blive godt forberedt til deres kommende udsendelse.
Øvelsen skal også certificere Flyvevåbnets mobile radarenhed (Mobile Air Control Centre) til at kunne deltage i internationale missioner. Tidligere på året besluttede Folketinget, at den mobile radarenhed skal udsendes til Afghanistan i 2012.
Fokus vil være på at yde luftstøtte til soldaterne på jorden, indsættelse af soldater, transport og aflevering af gods, evakuering af sårede, luftrumskontrol samt samspil med NATOs kommandostruktur.
Det betyder, at meget af flyvningen foregår over land, og dermed er støjgener desværre uundgåelige.
|