![]() |
"Stemningen under en salutering er helt speciel. Alle bør en gang i livet give sig selv den oplevelse at overvære en salutering." I røg og damp mens kanonerne brager. Kompagniet har de seneste fire år sørget for sikkerheden under DAR saluteringer. |
Vel er vi ikke "Kong Kristian" og Kronborg Slot ej et skib, men Hjemmeværnskompagni Helsingør stod støt "i røg og damp" mens kanonerne tordnede fra Flagbastionen på Kronborg slot på Dronningens fødselsdag fredag den 16. april.
Kompagniet har som en del af kompagniets nyere traditioner de sidste fire år støttet Danske Artilleriregiment i forbindelse med regimentets saluteringer for kongehuset, hvor kompagniet sørger for at sikkerheden er på plads inden for kanonernes fareområde af hensyn til publikums sikkerhed.
Batteriet på Flagbastionen består af 17 kanoner og de er dansk fabrikerede bronzekanoner støbt i Frederiksværk 1766 - 69. Flere af kanonerne på Flagbastionen har deltaget i treårskrigen 1848 - 50 og i krigen 1864 ved Dannevirke og i Dybbølsstillingen - mest som fæstningsskyts, men også som skibskanoner i bl.a. fregatten Jylland under det berømte søslag den 9. maj 1864.
Af erfaring ved man, at de godt kan finde på at strejke. Derfor er der altid lidt ekstra krudt parat, og det blev der altså god brug for i dag. For det blev en noget urytmisk hilsen, der bragede ud over Øresund i anledning af dronningens 70 års fødselsdag, da kanonerne ved Kronborg skulle affyre deres 27 skud klokken 12, men Flagbastionen på Kronborg er verdens ældste stadigt skydende batteri, og der er altså kommet noget grus i maskineriet gennem årene.
Mange borgere havde fundet vejen omkring det gamle slot i solskinsvejret for at nyde saluteringen og enkelte havde endda medbragt madkurven samtidigt havde flere børnehaver lagt dagens udflugt til Kronborg, og de mange børn fik det gode råd fra kompagniets folk at de skulle huske at stikke fingrene i ørerne når kanonerne begyndte at skyde. For hver kanon affyrer 1 kilo sort krudt det en oplevelse der både kan ses, høres, mærkes og lugtes
Men saluteringerne er ikke den eneste tradition som binder kompagniet til Kronborg Slot idet for 27 år siden tog daværende slotsforvalter, oberst Jørgen Almar, kontakt til nu tidligere kompagnichef Michael Schrøder for at skabe initiativ til at genetablere Bastionsvagt på Flagbastionen på lørdage i sommer månederne juni-juli-august, således at publikum kunne komme til at se de historiske kanoner helt tæt på.
En opgave som kompagniet med glæde påtog sig, og hvor Hjemmeværnskompagni Helsingør har været den drivende kraft bag koordineringen og gennemførelsen med Øvrige hjemmeværnsenheder i Hjemmeværnsdistrikt Nordsjællands ansvarsområde.
For ifølge traditionerne har der altid været en militærvagt på Flagbastionen, som bl.a kippede med flaget for forbipasserende orlogsskibe samt andre statsoverhoveders skibe, men denne vagt blev nedlagt da Løjtnantsskolen flyttede til Oksbøllejren i 1977.
Stemningen under en salutering er helt speciel. Alle bør en gang i livet give sig selv den oplevelse at overvære en salutering. Kanonfæstningen på Kronborg med de gamle kanoner - Dannebrog stolt vejrende, og udsigten ud over Øresund. Her går synsindtryk og traditioner op i en højere enhed.
Kilde: Hjemmeværnet.
Baggrund:
fre. 25. april 2008: Salut for Kongeskibet Dannebrog
tirs. 8. maj 2007: Salut for 75 år med Dannebrog
lør. 29. april 2006: Start på sommertogt
ons. 3. aug. 2005: Kronborgs salut er reddet
tirs. 13. april 2004: Salut på Kronborg Slot
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4039-1-AA-1-Artilleriafdeling--i-roeg-og-damp.htm.