Varde Kaserne har nået grænsen

fre. 26. nov. 2004

- Meget, meget flot.
Sådan lyder meldingen fra Varde Kaserne. Også her ser det ud til, at det mere end lykkes at få værnepligtige nok til at fortsætte med yderligere militær uddannelse.

Efter den nye, korte fire måneders værnepligt begyndte i august, har forsvarets ledelse ventet spændt på, om det ville lykkes at få mindst 20 procent af de indkaldte til at sige ja til at fortsætte med yderligere otte måneders militær træning.
     Det er nemlig forudsætningen for, at Danmark i fremtiden har nok soldater at sende ud til internationale kriser og krige som for eksempel Kosovo, Irak og Afghanistan.
     Ud af 267 værnepligtigeVarde Kaserne har 102 sagt ja til at fortsætte oplyser presseofficer Søren Malle. Det er dog kun 73, der har klaret de fysiske krav og ikke er tidligere straffet, men det giver stadig 27 procent egnede, og et godt stykke over grænsen på 20 procent.
     Faktisk har Varde Kaserne kun plads til at uddanne 60 soldater, men de 13, der er blevet tilovers, tilbydes en militæruddannelse ved Prinsens Livregiment i Skive.
     Varde Kaserne er det eneste sted i den sydlige del af Jylland, hvor hæren har værnepligtige.

Kilde: jv.dk.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4012-2-Uddannelsesafdeling--varde-kaserne-har-naaet-graensen.htm.