Arriva i skudlinjen

tors. 30. jan. 2003

Mødre, der ikke når i børnehaven for at hente deres børn. Soldater, der mister en del af deres orlov i weekenderne. Og et gymnasium, der har været nødt til at rykke elevernes mødetidspunkt om morgenen.

Blot tre konsekvenser af de mange ændringer, aflysninger og forsinkelser, som er skabt i kølvandet på Arrivas overtagelse af togdriften i det vestjyske område. Hundredvis af togrejsende oplever i øjeblikket på egen krop den forringede service, som nu får politikere i Folketinget til at bede trafikminister Flemming Hansen (K) om at gribe ind.

En varm kartoffel
     - Kontrakten skal overholdes. Basta, siger formanden for Folketingets trafikudvalg, Kaj Ikast (K), og erkender, at Arriva er en politisk varm kartoffel.
     En anden tidligere trafikminister, Helge Mortensen (S), er meget mere vred.
     - Der er tale om decideret vanrøgt af togbetjeningen, siger han og kræver ministeren til regnskab for, hvor galt det står til.

Soldater protesterer
     En 19-årig sergentelev på Hærens Artilleriskole i Varde, Isak Pedersen, har netop afleveret 260 protestunderskrifter til Arriva. Forsinkelser samt en sløjfet afgang sent søndag aften har plaget soldaterne på den vestjyske kaserne. De har siden Arrivas overtagelse af driften måttet tage et meget tidligere tog for at nå tilbage til kasernen hver weekend.
     - Vi er meget negative. Vi har ikke haft andet end bøvl med Arriva, siger Isak Pedersen.

Rektor går i rette
     På Esbjerg Gymnasium & HF har rektor Erling Petersson netop været nødt til at skubbet mødetidspunktet med fem minutter, så gymnasiets elever fra det nordlige opland samt Tjæreborg-området ikke møder forsinket op hver eneste morgen. Samtidig har Erling Petersson rettet henvendelse til Arriva for at få ændret afgangene.
     Pendlernes repræsentant på Tønder-Esbjerg-strækningen, Kirsten V. Mikkelsen, Tønder, kan blot konstatere, at det er gået værre med Arriva, end hun forventede.
     - Folk er ikke tilfredse, og det er bare ikke holdbart med alle Arrivas undskyldninger, siger hun.
     Det var i går ikke muligt for Jydske Vestkysten at få en kommentar fra den ansvarlige hos Arriva Tog, administrerende direktør Ernst V. Frendesen.

Kilde: Jydske Vestkysten.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3987-Varde-Kaserne-(Garnison)--arriva-i-skudlinjen.htm.