![]() |
man. 27. nov. 2000
"Der er efterspørgsel på militærfolk med højteknologisk viden i det private erhvervsliv, og det er de bedste, der går først." Oberst Frank B. Jørgensen, chef for Hærens Artilleriskole, der selv har fået job i en højteknologisk virksomhed. |
Den sydlige del af Vestjylland vandt en stor del af fremtidens militære arbejdspladser ved forsvarsforliget i fjor.
Varde Kaserne udvides fra 1000 til 1600 mand og Jyske Dragonregiments tredje panserbataljon i Oksbøllejren udvides med 325 mand til 500. 930 vil i løbet af næste år være fast tilknyttet en militær institution i Oksbøllejren.
Oksbøl-ledelse: Behov for at bygge boliger
Der er i løbet af den senere tid ankommet 85 nyansatte i Oksbøllejren.
Det er fortrinsvis unge konstabler i 20'erne, mange er singler, og de har svært ved at finde små lejligheder.
I øjeblikket udlejer Oksbøllejren tomandsværelser til det nye personale, men det betragter kommandanten i Oksbøllejren, oberstløjtnant Niels Krarup, som en midlertidig løsning.
Ledelsen i Oksbøllejren håber, at der kan bygges almennyttigt byggeri i Oksbølområdet. Det er navnlig små lejligheder, der efterspørges.
Et møde mellem lokalpolitikere i Blåvandshuk Kommune, nyansatte soldater og ledelsen i Oksbøllejren den 8. december skal forsøge at komme med en løsning på den akutte boligmangel i Oksbølområdet.
Svært at forflytte kvalificerede lærere
I Varde udvides kasernen også betragteligt. På Hærens Artilleriskole i Varde, der uddanner soldater i højteknologiske våben, er det svært at skaffe kvalificerede lærere.
- Den type arbejdskraft, som vi efterspørger, bor typisk i andre egne, for eksempel hovedstadsområdet. De militære lærere skal forflyttes, for at vi kan få fat på dem. En forflyttelse resulterer ofte i, at vedkommende siger op fra forsvaret. Der er efterspørgsel på militærfolk med højteknologisk viden i det private erhvervsliv, og det er de bedste, der går først, siger oberst Frank B. Jørgensen, der er chef for Hærens Artilleriskole.
Han efterlyser politisk vilje til at øge den kompensation, der er til omkostninger i forbindelse med forflyttelser.
- I dag kan kompensationen ikke dække de reelle udgifter, påpeger han.
Mere flyttehjælp kan være nødvendig
Den konservative Kaj Ikast fra Folketingets forsvarsudvalg er parat til at se på problemstillingen.
- Det er korrekt, at kompensationen næppe kan dække udgifterne til en flytning. Og mange militærfolk skal flytte efter det seneste forsvarsforlig, der indebærer store rokeringer. Det skulle nødigt resultere i en masseflugt. Vi udarbejder i øjeblikket en løsning, der kan holde på piloter, der tilbydes højere lønninger i de civile luftfartsselskaber. Det er muligt, at vi skal lave en lignende model i forbindelse med de mange forflyttelser, der følger med forsvarsforliget, siger Kaj Ikast.
Seneste kilde: Jydske Vestkysten.
Baggrund:
tirs. 21. nov. 2000: Oberst giver hæren en afskedssalut
tors. 19. okt. 2000: Nyt regiment får Varde til at vokse
fre. 25. aug. 2000: Første skud mod nyt regiment i Varde
maj 2000: UAV placeres i Varde
maj 2000: Fra NJAR til KAR og fra KAR til DAR
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3981-Garnison--mangel-paa-militaerfolk-og-boliger.htm.