Træfsikkerhed kræver mange kurser
Af fg. afdelingschef, major Bjarne Ormstrup (uddrag af nyhedsbrev), fre. 4. april 2008
"Den store udfordring er at vi er de eneste i forsvaret med vores uddannelse og den tager lang tid."
Hektisk start på året: Helmand-rotation og en række kurser.
Årets start har været hektisk med udsendelse af Hold 5 til ISAF RC(S) i Helmand provinsen i det sydlige Afghanistan, samt hjemtagelse af Hold 4.
Tre Forward Air Controller (FAC) har været på amerikanske kurser for at lære om de forskellige våbensystemer, der kan bruges i Close Air Support (CAS) rollen. Fire TACP grupper har været med det danske flyvevåben på øvelse i Portugal. Vi har gennemført Night CAS træning, uddannet jægersoldater, og er påbegyndt uddannelsen af de næste grupper, der står for udsendelse. Endelig har enhedens næstkommanderende været på faldskærmskursus på den franske faldskærmsskole.
Personelsituationen: Som for langt de fleste i forsvaret, mangler TACP også personel. Den store udfordring er at vi er de eneste i forsvaret med vores uddannelse og den tager lang tid. Det gør os sårbare, så fokus er på at fastholde de dygtige medarbejdere vi har, samt at få uddannet de nytilgåede.
Med nuværende bemanding er der kun lige kræfter til at uddanne de, der skal af sted til Afghanistan, men i takt med at vi får uddannet flere, og mange af dem bliver ved enheden efter hjemkomst fra operationen i Afghanistan, så ser fremtiden om et par år lysere ud.
Materielsituationen: På materiel siden har det næsten været som at være en lille dreng juleaften. Vi har fået tilgang af en del helt nyt materiel og mere er på vej ind i enheden.
| |
| Køretøjet PIRANHA IIIC yder god mobilitet og beskyttelse af personellet. |
Af de helt store nyanskaffelser skal nævnes to nye pansret hjulkøretøjer af typen Piranha. Træerne vokser stadig ikke ind i himlen, og vi mangler da stadig også en god del for at have alt, det vi skal have.
Rotation: Vi sendte hold 5 af sted i starten af februar og hold fire er netop i disse dage ved at finde sig tilrette hjemme igen, efter en velfortjent afspadseringsperiode. De vil og skal bidrage med uvurderlige erfaringer i uddannelsen af de kommende hold.
Joint Firepower Course of Excellence (JFCoE) er et amerikansk kursus som udbydes af det amerikanske flyvevåben. Kurset gennemføres både i Tyskland og i USA. Vi har haft to i Tyskland og en i USA.
Kurset fokuserer på at optimere anvendelsen af CAS. Eleverne får bl.a. en intensiv gennemgang af de forskellige våben flyene kan have med, samt hvordan man koordinerer anvendelsen af CAS sammen med mange andre forskellige midler.
| |
| Planlægning sammen med vores portugisiske kollegaer. |
ADEX 08 var en månedslang øvelse for flyvevåbnet. Øvelsen blev afholdt i Portugal med portugisiske NATO samarbejdspartere. Flyvevåbnet sendte et team på næsten 100 mand og 8 danske F-16 fly til Portugal. I den forbindelse ønskede de også deltagelse af danske FAC. For os var det en kærkommen lejlighed til at blive øvet i nyt og uvant terræn med vores danske kollegaer fra Fighter Wing Skrydstrup.
| |
| Frokosten indtages imellem to missioner. |
Det var en rigtig god øvelse for os, hvor den enkelte FAC blev udfordret mange gange. Fokus var på at øve samarbejdet mellem piloter og FAC, med de procedurer vi bruger.
Uddannelsen er meget relevant set i lyset af vores internationale missioner, hvor al indsættelse i skarpe opgaver er baseret på de procedurer vi har øvet hjemmefra under uddannelsen.
En uge med Night CAS: For til stadighed at være i form til at udføre sit arbejde er det nødvendigt for en FAC at opretholde sin status gennem et antal trænings controls årligt.
I uge 11 gennemførte vi en uge med træning i Night CAS. Netop om natten skal helt specielle teknikker tages i brug når man styrer fly om natten. Night CAS træning er en væsentlig del af uddannelsen for en FAC. Har man ikke et vist antal controls årligt, ryger man ud af status og mister beføjelserne til at kunne virke som FAC. Vi har derfor stor fokus på at opretholde status for vores FAC, hvilket skal planlægges nøje, idet flyvevåbnet har en væsentlig aktie, i og med de stiller med flyvetimer (fly og piloter). Samtidigt er det økonomisk en stor udskrivning, hvorfor kravet om gode resultater er høje.
Som det gælder for uddannelsen på sit håndvåben, gælder det også i forhold til håndværket som FAC, det skal trænes ofte for at sidde på rygraden, hvilket betyder alt i kamp. Kun ved ofte træning er vi i stand til at opretholde vores høje uddannelsesniveau, som har medført, at vi i dag er nogle af verdens bedste på vores område.
L´Ecole des troupes aéroportées: Som et ikke helt almindeligt kursus fik enhedens næstkommanderende tildelt et faldskærmskursus på den franske faldskærmsskole som anerkendelse for hans indsats i Afghanistan. Kurset var af 14 dages varighed og resulterede i 5 spring med Static line.
"Det var en stor oplevelse som gav et godt sug i maven. At stå af en fuldstændig funktionsdygtig flyvemaskine med omkring 200 km i timen i 400 m højde kræver en god portion tillid til sin faldskærm".
Kilde: 3 FØR & MÅLOPKAFD.
Baggrund:
tors. 27. mar. 2008: Endelig kom der to Piranha
fre. 15. febr. 2008: Rotation i fuld gang
fre. 11. jan. 2008: Højt niveau i uddannelsen: Dyrt og vigtigt
søn. 25. nov. 2007: Stressende øvelse i Florida
ons. 31. okt. 2007: Anerkendt for særlig indsats
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3949TAC.htm.