Mærkerne er ankommet
Af chefen for 3 Førings- & Målopklaringsafdeling, oberstløjtnant Niels H. Johansen, i nyhedsbrev (uddrag), fre. 12. okt. 2007
Som nævnt i sidste Nyhedsbrev har jeg længe haft det ønske, at kunne udlevere afdelings- og batterimærker til soldaterne i 3 Førings- og Målopklaringsafdeling: formålet er at vise andre, hvor vi kommer fra - det kan vi nemlig godt være stolte af!
Mærkerne er nu endelig ankommet og er blevet udleveret.
De tre mærker er holdt i M/84 sløringsfarver (sort, mørkegrøn, lysegrøn og gyldengrøn) med henblik på at kunne anvendes også i felten. For at følge Danske Divisions mærke samt for at understrege, at 3 Førings- og Målopklaringsafdeling er indsat i internationale operationer er enhedens motto skrevet på latin og enhedsnavnet på engelsk.
3 Førings- & Målopklaringsafdeling
Motivet er en harniskklædt ridder på springende hest med en underlagt kanon.
Symbolikken er som følger:
- Riddermotivet er taget fra Danske Divisions mærke som er udformet på grundlag af et segl fra 1200-tallet for Sct. Knuds gildet i Slesvig. Knud Lavard var som Sønderjyllands hertug grænsens vogter.
- Kanonen markerer, at 3 Førings- og Målopklaringsafdeling er føringsenhed for Danske Divisions artilleri.
- Blå kant og fane: Afdelingens nummer 3.
- Karmoisinrød: Farven for våbenarten: Artilleriet.
- Skriftbåndet bærer øverst afdelingens motto på latin "VELLE EST POSSE" ("Vilje er Styrke") og enhedsbetegnelsen på engelsk "3HQ & TGT ACQ BN" nederst.
Stab og Målopklaringsbatteri
Motivet stammer fra det tidligere Stab - og Målopklaringsbatteri/ Sjællandske Artilleriregiment tilbage fra 1980.
Symbolikken er som følger:
- Kanonen er artillerisymbol.
- Øjet referer til målopklaring.
- Kong Christian 5´s kronede navnetræk refererer til stamenheden: 3 Førings- og Målopklaringsafdeling.
TACP-batteri
TACPBT har til formål at rådgive og indgå i planlægningen af CAS samt i dagslys og mørke påkalde/lede ilden fra fly og helikoptere enten fra jorden, stationært eller mobilt mod udvalgte mål. Dette er symboliseret ved den bevingede skikkelse.
Skriftbåndet bærer øverst batteriets motto på latin "FUROR FORTITER FERIT" ("Vreden rammer hårdt") og enhedsbetegnelsen på engelsk "TACP" nederst.
Farvernes symbolik er som følger:
- Sort: Fromhed, sædelighed, alvor og anonymitet.
- Blå: Samarbejdet mellem hæren og flyvevåbnet samt himmelrummet i hvilket fly og helikoptere opererer. Ydermere er det farven for 3 Førings- og Målopklaringsafdeling, under hvilken batteriet er blevet oprettet i 2005.
- Hvid: Det upåvirkede, fred, godhed samt ære og nåde.
- Sølv: Styrke.
- Grøn: Tilhørsforholdet til hæren og håb.
- Karmoisinrød: Farven for våbenarten, artilleriet.
Kilde: 3 Førings- & Målopklaringsafdeling
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/39353FO.htm.