Helikoptere støttede patrulje

Af Thorbjørn Forsberg, Flyvertaktisk Kommando, ons. 16. juli 2008

To Fennec helikoptere fra Flyvevåbnet fik ros for deres støtte til danske soldater, der kom under beskydning lørdag morgen.

I begyndelsen tydede intet på, at soldaterne fra Odin-kompagniet ville møde stor modstand fra Taliban. Da de alligevel blev beskudt med granater og håndvåben, rekvirerede de støtte fra både fly og artilleri. Imens fortsatte Fennec helikopterne med at overvåge udviklingen i området.
     - Vi overvåger typisk områder, hvor Hærens folk ikke selv kan se, for eksempel bag mure, vægge og hegn. I selve kampzonen ved folkene på jorden godt, hvor fjenden er, så vi kigger primært lige uden for den, fortæller Thomas Wolff. Han er chef for den danske helikopterstyrke.
     Det var netop dét, helikopterne gjorde lørdag morgen. De sørgede også for, at folkene på jorden hele tiden vidste, hvad de havde af manøvremuligheder.
     Da den fjendtlige ild var ophørt, blev Fennec´erne og de tilkaldte fly ved med at overvåge området, mens patruljen fortsatte. Alle danske soldater vendte senere på dagen tilbage i god behold.

Ros fra landtropperne
     Efterfølgende talte chefen for den danske helikopterstyrke, Thomas Wolff, med Odin-kompagniets chef. Sidstnævnte udtrykte stor tilfredshed med helikopternes indsats.
     - De andre enheder er efterhånden ved at finde ud af, hvad vi kan, fortæller Thomas Wolff.
     - I starten skulle de lige lære at bruge os, og vi skulle lære at levere det, de ville have. Men det er vi ved at have på plads nu, fastslår han.

Kilde: Flyvertaktisk Kommando.

Baggrund:
fre. 27. juni 2008: ALO'en er Flyvevåbnets blæksprutte
tors. 26. juni 2008: Flyvevåbnet støtter forberedelse
ons. 11. juni 2008: Flyvevåbnet uddanner pilotens øjne
fre. 4. april 2008: Træfsikkerhed kræver mange kurser
fre. 7. sept. 2007: Afviser intern kritik af civile tab
tors. 30. aug. 2007: Savner præcise våben
fre. 27. juli 2007: Forbindelse mellem jorden og flyene
tirs. 3. april 2007: Næsten dagligt luftbombardement
ons. 28. mar. 2007: Konstabler overtager officersjob
ons. 28. febr. 2007: Flystøtte 2002-2006

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3911TAC.htm.