Frisk på det nye

fre. 29. okt. 2010


"Han kaster sig over helt nye opgaver med stor iver, og har på rekordtid implementeret nye trends og friske erfaringer på igangværende kurser."

Kaptajn Troels Vig Frederiksen (forrest) blev hædret under fødselsdagsparaden i dag. (Foto: DAR)

Efter en "meget tilfredsstillende tjeneste" blev kaptajn Troels Vig Frederiksen i dag hædret med et legat.

Kaptajnen modtag "Generalmajor P.M. Knudsen og hustrus legat til fordel for yngre artilleriofficerer" på 5.000 kr.
     Det skete under regimentets fødselsdagsparade i dag.

I sin egenskab af Tjenestegrensinspektør for Ildstøttetjeneste begrundede oberst Birger Mejlholm det således:
     "Som motivation skal anføres, at kaptajn Troels Vig Frederiksen fremstår som en loyal og engageret officer, der går efter de optimale løsninger, men altid i f.t. de rådige ressourcer.
     Kaptajnen har generelt forrettet meget tilfredsstillende tjeneste ved artilleriet. Han har på mange områder vist og udviklet sine gode kvalifikationer og egenskaber, senest under udsendelse til Afghanistan. Her blev han under stabstjenesten ved den britiske stab for Provincial Reconstruction Team Helmand i Lashkar Ghar udpeget af briterne til at være stedfortrædende stabschef.
     Han kaster sig over helt nye opgaver med stor iver, og har på rekordtid implementeret nye trends og friske erfaringer på igangværende kurser. Han har et solidt overblik, hvilket han har demonstreret ved planlægning og gennemførelse af endog særdeles komplekse kursusforløb.
     Han er i besiddelse af en stor viden og mange færdigheder vedrørende pædagogiske emner. Han har lagt vægt på at skabe et parallelt uddannelsesforløb ved Hærens Ildstøtteskole, således at skolens instruktører til stadighed udvikler sig indenfor deres ressortområder sideløbende med den egentlige kursusvirksomhed.
     Han har altid været socialt engageret i tjenesten og bidrager aktivt med at styrke sammenholdet ved skolen samt præge kursister med holdning og engagement. Han besidder et godt og smittende humør, hvilket gør det let for ham af få instruktører med på nye ideer og til tider uvante og udfordrende opgaver.
     Kaptajnen fremstår sammenfattende som en velafbalanceret officer og en god kammerat, der i flere omgange og på eget initiativ har efteruddannet sig sideløbende med tjenesten, uden at denne ekstra belastning har påvirket KN daglige opgaveløsning.
     Afslutningsvis vurderes det, at han besidder et godt udviklingspotentiale, og er en værdifuld medarbejder for artilleriet i mange år fremover."

Kilde: DAR.

Tidl. modtager:
man. 18. jan. 2010: Indlevelse og helhed

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3906-HILS-Haerens-Ildstoetteskole--frisk-paa-det-nye.htm.