Kasernens vartegn, de røde kanoner foran hovedvagten, står ikke længere og pryder indgangen til kasernen.
Det første der slår én når man kommer kørende ad Hjertingvej til kasernen er: "Der mangler noget!". Det er selvfølgelig kasernens vartegn, de røde kanonlavetter, der bærer på de gamle Karl af Hessen kanoner fra 1768, der mangler.
Som alt andet materiel, der står ubeskyttet i det danske klima, kræver også de røde kanoner at blive vedligeholdt. Vejrliget i Danmark er hårdt ved træværket. Efter flere år udendørs i alle vejrtyper kan vejrets indflydelse efterhånden spores i kanonlavetterne.
Træværket er nogle steder begyndt at rådne væk. Lavetterne er ikke originale lavetter, men nogle rekonstruerede lavetter, der blev fremstillet i Skive i 1984. Selvom træet der blev anvendt dengang var af en god kvalitet lagret egetræ, så holder træet ikke evigt. Nu er det gået i forfald nogle steder, og inden det går helt galt er lavetterne nu blevet trukket indendørs på værksted for at blive renoveret. Det rådne træværk bliver udskiftet med nyt lagret egetræ og et nyt lag beskyttende maling. Så skulle lavetterne igen kunne holde i mange år. Desværre må vi i mellemtiden så undvære kanonlavetterne ved hovedvagten i nogle måneder.
Kun kanonrørene ligger tilbage
Kanonrørene, der er af bronze, klarer tidens tand noget bedre. Nu har de holdt siden støbningen i 1768 og skal nok holde i lige så mange år endnu.
Træværket bliver renoveret af tømrer-/snedkerfirmaet Phønix og malerarbejdet udføres af malerfirmaet Svendlund og Arp.
Kilde: DAR.
Baggrund:
lør. 3. dec. 2005: Vartegn indviet
tors. 1. dec. 2005: Afsløring af nyt vartegn
tors. 24. nov. 2005: Nyt vartegn: "De røde kanoner"
tirs. 22. nov. 2005: Vartegn flyttet
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3898Gar.htm.