ons. 19. maj 2010
Siden 2. Uddannelsesafdeling blev oprettet i 2005 har afdelingen ikke haft noget kvartermærke. Ved en parade i dag fik de endelig sit eget kvartermærke.
Ved overrækkelsen af kvartermærket sagde regimentschefen, oberst Birger Mejlholm, bl.a.:
"Jeg har i dag den udsøgte fornøjelse og store ære at kunne overrække et kvartermærke til 2. Uddannelsesafdeling.
Kvartermærket skal være afdelingens samlingspunkt. Det er med på øvelser og i skydelejr og medbringes til parader for derigennem at signalere jeres tilhørsforhold samt styrke sammenhold og korpsånd i afdelingen.
Kvartermærkets bundfarve er karmosinrød, kendt som artilleriets farve, og den hvide farve kender I som 2. Uddannelsesafdelings farve. Regimentsmærket er placeret i midten og taler for sig selv.
Jeg vil gerne benytte anledningen til at takke jeres afdelingschef, oberstløjtnant A. Poulsen, for det gode initiativ til at få fremstillet et kvartermærke, som med støtte fra regimentet har ført til, at 2. Uddannelsesafdeling på lige fod med regimentets øvrige afdelinger nu kan føre kvartermærke
Hjertelig tillykke, pas godt på det."
Historien om kvartermærker rækker helt tilbage til 1600 og 1700-tallet hvor man så de første egentlige kvartermærker optræde i artilleriet. Det ældste kendte kvartermærke for artilleriet stammer fra det Kongelige Artillerie Corps, der blev dannet i 1764. Kvartermærket havde til formål, at afmærke enheden. Det kunne være afmærkning i lejren for at vise hvor hovedkvarteret var opstillet eller afmærkning ved fronten for at vise hvor fløjene var. Kvartermærkerne tjente derved også som et samlingspunkt for enheden.
Kilde: DAR.
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/38932UD.htm.