Dagene har været lidt stille siden vores uheld den 3. september. Der har været en del træfninger i vores ansvarsområde, men ikke noget bekymrende.
Min forgænger, Hans, rejste hjem i morges. Han skulle først have været med flyet næste tirsdag. Men da han fik muligheden for at komme af sted, tog han den. Det er nu meget godt at jeg skal til at klare mig selv. For så længe han var her, ville jeg blive ved med at spørge ham til råds. Nu er jeg nødt til at finde ud af tingene selv.
Det virkede som om hele den sydlige del af Afghanistan eksploderede da jeg gik på vagt klokken 16.00.
Taleban havde tydeligvis koordineret deres angreb, således at de angreb mere eller mindre alle steder i ansvarsområdet inden for et kvarter.
Det er en fornuftig taktik at anvende da vi på den måde ikke kan koncentrere vores kræfter. Desværre havde de stor succes med deres angreb.
I Musa Quala indledte de angrebet med morterbeskydning af den lejr der er indrettet i byen. En af granaterne ramte lige midt i et af de telte hvor soldaterne fra Afghan National Army (ANA) er indkvarteret. Det resulterede i at en afghansk soldat blev dræbt, og fire blev alvorligt såret.
Da vi efterfølgende skulle evakuere de sårede med helikopter til Camp Bastion, blev helikopteren beskudt med panserværnsraketter, og piloterne kunne berette om at raketterne havde fløjet på kryds og tværs omkring helikopteren. Heldigvis blev den ikke ramt. Man forsøgte at gennemføre evakueringen to gange, men måtte opgive begge forsøg på grund af beskydningen. Man ville forsøge igen senere samme aften, men da jeg gik fra vagten klokken 01.00 om natten, var evakueringen af de sårede stadig ikke gennemført.
Næsten samtidig angreb Taleban også Sangin, Now Zad, Zabul, Geresk samt flere andre steder.
Desværre havde Taleban succes med deres angreb med allierede tab til følge.
Sammenlagt havde jeg 22 træfninger at præsentere på min første briefing.
Det var det højeste antal der var blevet præsenteret, og min kollega, der har været i Kandahar længe, spurgte om han skulle tage briefingen. Men jeg tog den selv. Hellere starte på den måde ud fra filosofien om at så kan det jo ikke blive værre.
I dag havde jeg en chokerende oplevelse. Da jeg var ovre for at spise aftensmad, sad jeg alene og spiste. Ved bordet ved siden af mit sad fire højtstående officerer fra hovedkvarteret, herunder chefen for J3 (operationsplanlægning) og chefen for CJOC samt stabschefen. De sad og diskuterede højlydt hvornår angrebet i Operation Medusa skulle genoptages.
Det er barnelærdom for enhver soldat at man ikke sidder og diskuterer den slags hvor alle kan høre det. Årsagen er simpelthen operationssikkerhed. Hvis fjenden kender angrebstidspunktet, kan de træffe modforholdsregler. Dermed bringer deres åbenlyse diskussion omkring angrebstidspunktet og angrebsmålene soldaternes liv i fare. Normalt ville jeg bede folk om at finde et andet sted at diskutere den slags, men jeg havde kun været der i fire dage og anede ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det grove brud på sikkerheden.
Jeg fortalte det derfor til den danske oberstløjtnant, der er chef for J9, således at han igennem sine kanaler kunne standse det.
Samtidig erfarede jeg at hele hovedkvarteret bliver ført totalt amatøragtigt. Der mangler det samarbejde på tværs af de forskellige sektioner, der kunne resultere i den bedst mulige plan.
Derimod føres det som en bataljon eller et kompagni. Chefen for Regional Command South (generalen) og chefen for operationssektionen udtænker deres plan hvorefter folk kan få lov til at fylde de nødvendige ting som ildstøtte og logistik på.
Normalt ville man gennemføre en samlet planlægning, således at alle sektioner arbejder sammen mod det samme mål. På den måde er der størst sandsynlighed for at man når frem til den bedst mulige plan med færrest mulige ændringer og løse ender.
Men det er åbenbart ikke på mode hernede. Det bliver spændende at følge. Men desværre kan en dårlig plan blive ensbetydende med tab af vores soldaters liv. Men jeg håber bestemt at det vil ændre sig når den hollandske stab overtager hovedkvarteret til november.
Kilde: "Dagbog fra Afghanistan" af Thomas Larsen.
Baggrund:
søn. 3. sept. 2006: Afghanistanstyrke indsat
fre. 1. sept. 2006: Britisk general takkede
man. 28. aug. 2006: Godt gået, gutter!
lør. 26. aug. 2006: Soldater trukket tilbage fra Musa Qala
fre. 25. aug. 2006: Hjemme igen i Camp Bastion
tors. 24. aug. 2006: Danske styrker afløst i Musa Qala
tors. 24. aug. 2006: HOK: Fejlagtige oplysninger i medierne
tors. 24. aug. 2006: På hård opgave i Helmand
tirs. 22. aug. 2006: ARTHUR i aktion
tirs. 22. aug. 2006: 50 angreb på en måned
søn. 20. aug. 2006: Angreb er dagligdag
man. 14. aug. 2006: Hård start for ISAF i Helmand
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3780-ARTHUR--hoejeste-antal-traefninger-hidtil.htm.