![]() |
"Næsten dagligt er vi i kamp med Teleban og får leveret støtte fra andre nationer. Det er ikke altid lige optimalt. Men fortjener vores soldater ikke optimal støtte? Det er næsten en forbrydelse." Om brugen af britisk artilleri i Afghanistan. Oberst Kahle ønsker danske haubitser udsendt. Foto: DAR. |
Oberst Kahle er slet ikke klar til at gå på pension som 60-årig. Så han skifter forsvarspolitiken ud med kommunalpolitik. Hjemme i Holbæk.
Jobbet lå i Varde. Fra august 2003 til marts 2009. 5½ år med tjenestebolig tæt på kasernen.
Hjemmet derimod var fortsat en gård i Vipperød lidt udenfor Holbæk, der fremover bliver udgangspunktet for en aktiv pensionist-tilværelse.
- Jeg er slet ikke klar til at gå på pension. Militæret er en stor del af min identitet. Det er svært, har oberst Kahle udtalt til JyskeVestkysten.
At drive den af bliver der ikke tid til, hvis han senere på året bliver valgt ind i kommunalpolitik i Holbæk. Venstre i Holbæk Kommune havde 17. marts opstillingsmøde til byrådet. Her fik Werner Poul Kahle en 17. plads på listen, ud af 27. Ikke en kanon-placering.
Snæversynet - eller fokuseret?
Det politiske vinkel på militære forhold er uundgåelig i et karriereforløb som oberst Kahles. Før stillingen som chef for artilleriets regiment, skole og garnison var han i tre år forsvarsattaché i Moskva. Indenfor de senere år har han et halvt år været militærrådgiver i Irak, med grad som brigadegeneral.
Maj 2008 var han med i et lobby-arbejde for at skaffe flere midler til hærens indsats i Afghanistan, bl.a. via møde med formanden for Folketingets forsvarsudvalg, Venstre-manden og tidl. lokal borgmester H.C. Thoning. En indsats, der blev mødt med en offentlig røffel af forsvarschef Jesper Helsøe, der i øvrigt selv var artillerist.
- Jeg er overrasket over, at chefer på det niveau kan have et så snævert syn på Forsvarets samlede virksomhed, udtalte Helsøe til forsvaret.dk.
Ønsker danske haubitser til Afghanistan
Også ved afskedsparaden kommenterede obersten den danske indsats i Afghanistan:
- Næsten dagligt er vi i kamp med Teleban og får leveret støtte fra andre nationer. Det er ikke altid lige optimalt. Men fortjener vores soldater ikke optimal støtte? Det er næsten en forbrydelse. Det kan få fatale følger, sagde oberst Kahle, som opfordrede politikerne til at sende artilleriets haubitser til Afghanistan.
De danske soldater på mission tilkalder jævnligt støtte fra både fly og engelsk artilleri. Netop samarbejdet med britisk artilleri er blevet kritiseret af chefen for 1. Artilleriafdeling, oberstløjtnant Michael Aksel Willumsen, i marts-nr. af bladet Danske Officerer. Bl.a. er denne støtte en for knap ressource og er for afhængig af kendskab til britiske procedurer.
For begge officerer at se er det nødvendigt med en udskiftning af de gamle haubitser for at kunne levere et dansk bidrag.
En udfordrende tid i Varde
Kahle var værnepligtig ved Gardehusarregimentet og har været omkring Forsvarets Efterretningstjeneste, FE. Han har været næstkommanderende og batterichef. Den operative tjeneste sluttede som afdelingschef for 5. Artilleriafdeling på Sjælsmark Kaserne.
Oberst Kahle kalder tjenesten på Varde Kaserne "både spændende og udfordrende", skriver regimentets hjemmeside.
Hans fratræden blev markeret ved en parade på Varde Kaserne 31. marts, hvor alle artilleri-enheder og en række gæster deltog.
Werner Poul Kahle blev 60 år den 6. marts.
Se også:
ons. 1. april 2009: Mejlholm er artilleriets ny førstemand
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3735DAR.htm.