Mejlholm er artilleriets ny førstemand

Af Ove Risum Aslaug, ons. 1. april 2009


Oberst Mejlholm får kommandoen af chefen for Danske Division. Oberst Kahle i baggrunden. (Foto: DAR)

Fra 1. april er oberst Birger Mejlholm ny chef for Danske Artilleriregiment, Hærens Ildstøtteskole og garnisonskommandant med over 1.000 ansatte. Han afløser oberst Werner Poul Kahle, der pensioneres.

Mejlholm blev indsat i går ved en parade på Varde Kaserne. Ca. 600 soldater deltog sammen med en række inviterede gæster. Den nye chef for Danske Division, generalmajor Agner Rokos, fulgte (på vegne af Hærens Operative Kommando) den rituelle procedure: Fratog kommandoen fra oberst Kahle og gav den til oberst Mejlholm.

En ønskestilling
     Ligesom for forgængeren er der for den nye chef tale om en slutstilling i det danske forsvar.
     Stillingen er en ønskestilling for oberst Mejlholm, der de seneste tre år har været chef for projekter i Riga, Letland.
     - Jeg lagde billet ind til stillingen, inden jeg tog til Riga. Og at det lykkes, er jeg meget glad for, har Birger Mejlholm udtalt til JyskeVestkysten.
     Den nye chef har masser af erfaring med både artilleri, chef-stillinger og internationale missioner. Se hans CV nedenfor.

Helhed
     Disse erfaringer kan nu gå op i højere helhed, hvor en af de første udfordringer for den 51-årige nye chef er det kommende forsvarsforlig.
     - Jeg er klar til at lægge alle mine kræfter i artilleriets fremtid og de opgaver, som det internationale engagement byder os, siger han til regimentets hjemmeside.
     Obersten har stor tilknytning til den tidligere 3. Artilleriafdeling, hvor han sluttede som chef i 2002. Siden har han ikke været tilknyttet en artillerienhed. I den nærmeste tid vil han tage på en besøgsrunde hos artilleriets enheder og elementer.


    


Birger Mejlholm: CV
Birger Mejlholm.
     (Arkivfoto 2003.)

     Født 3. sept. 1957 i Skive.
     1980: Værnepligtig.
     1981: Sergent. Hærens Officersskole.
     1985: Premierløjtnant.
     1986: Næstkommanderende i et kanonbatteri, 3 AA.
     1988: Danske Division, stabens artilleriofficer (STAO).
     1989: Stabskursus 1.
     1989: 14. Luftværnsarilleriafdeling.
     1990: Forbindelsesofficer ved 3 AA.
     1990: Chef ved tungt batteri.
     1990: Forsvarsakademiet, "Junior Staff Officers Course".
     1991: Stabsofficer, Cypern
     1992: 3 AA.
     1992-1998: Major ved HOK. Sagsbehandler i Studie- og Udviklingsafdelingen, der bl.a. behandler artilleriets anvendelse og artilleriets fremtid.
     1993-95: Tysk forsvarsakademi, stabskursus.
     1999: 3. Jyske Brigade.
     2001: Oberstløjtnant.
     2001 sept. - 2002: Chef for 3 AA i Skive, læs mere i denne artikel og i Pindsvinet 2002, nr. 1, s. 15.
     2003: Kabul Multinational Brigade i Afghanistan. ISAF. Læs mere her.
     2003: Stabschef ved 1. Jyske Brigade.
     2005: Irak.
     2006-2008: Oberst. Chef for Danish Advisory and Training Staff, DATS, i Letlands hovedstad, Riga. Hensigten med stabens fortsatte virke i Riga er, at støtte de baltiske landes fulde integration i NATO. Målet er at opnå en national fuld operationel brigade i hvert land i overensstemmelse med NATO's mål, krav og standarder. Tidsrammen for projektet er 2004 op til 2014 afhængig af udviklingen i det enkelte land. DATS består af ca. 10 danske soldater, som assisterer de tre baltiske lande med at opbygge større enheder, som på sigt kan tilmeldes NATOs reaktionsstyrker. Officielt er "det overordnede mål med projekterne er først og fremmest at styrke forsvaret i de tre lande og dermed NATO samlede kapacitet for at skabe en mere stabil og fredelig situation i deres egen del af Europa. Da Danmark også arbejder sammen med Estland, Letland og Litauen ude i missionerne - og har gjort det i mere end ti år - giver den ekstra træning selvfølgelig også bedre støtte til de danske enheder i Afghanistan og Kosovo." Læse mere her.
     19. dec. 2008: Officiel melding om chef-stillingen for HILS.
     1. april 2009 - aug. 2017: Chef for Danske Artilleriregiment, Hærens Ildstøtteskole (HILS) og garnisionskommandant for Varde Kaserne. (Derefter pensionering.)
     Gift, to voksne børn, bor i Ikast.
     Hobby: Ingen (udover at være soldat). Årlig skiferie.

Billeder hos DAR.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3734DAR.htm.