Værnepligtige (og HBU´er) har krav på et lønforskud på 1.350 kr. når de møder. 1.200 kr. var hvad det blev til på Varde Kaserne i mandags.
Med virkning fra 1. december 2008, er forskuddet på de værnepligtiges løn blevet forhøjet. Det skriver Forsvarets Personeltjeneste på sin hjemmeside 27. jan., og fortsætter:
- Når værnepligtige møder første dag, kan de efter eget ønske modtage et forskud på deres løn. Beløbet på forskuddet svarer til otte dages kostpenge og har hidtil været på 1.200 kr. Kostpengesatsen er nu blevet hævet, og forskuddet følger naturligvis trop. Med virkning pr. 1. december 2008 kan de værnepligtige derfor få udbetalt 1.350 kr. De værnepligtige skal selv anmode om forskuddet. Anmodningen skal ske på første mødedag eller dagen efter som det seneste.
Regler ikke gennemført
De to måneder gamle regler er endnu ikke ført ud i livet hos Danske Artilleriregiment. Her kunne regimentet forleden på sin hjemmeside berette, at "hver soldat fik ligeledes mulighed for at få et lønforskud på 1200,- som skal dække udgifter til forplejning i cafeteriet".
Artilleriet.dk har i går i en mail gjort regimentet opmærksom på fejlen i udbetalingen.
Seneste kilde: Forsvarets Personeltjeneste, FPT.
Baggrund:
man. 2. febr. 2009: Fire måneder startede i dag
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/36892UD.htm.