Hvis ballonen går op

Af Christian Brøndum, Berlingske, søn. 9. nov. 2008

Begrundelserne for værnepligten er under udhuling.

Hvis ballonen går op, lød det i gamle dage, når man i forsvaret og Hjemmeværnet talte om beredskabet, som skulle alarmes, såfremt den kolde krig skulle udvikle sig til varm krig.
     I gamle dage er i den forbindelse tiden før Murens fald i 1989. Men med forsvarsforliget i 2004 blev frygten for opstigende balloner omsider aflyst. Mobiliseringsforsvaret blev nedlagt, og våbensystemer for milliarder, inklusive flere hundrede kampvogne blev skrottet eller kørt til opbevaring i fjerne depoter.
     Men værnepligten overlevede. Ikke som i gamle dage, hvor unge mænd blev omtrent færdiguddannede som brugbare soldater. Men godt 6.000 unge mænd skal alligevel hvert år aftjene fire måneders værneligt, og det blev der givet to grunde til. Den ene begrundelse er ønsket om at rekruttere bredt blandt de værnepligtige, så dem, der fortsætter som professionelle soldater efter værnepligten afspejler det øvrige samfund. Man vil, rent ud sagt, ikke nøjes med dem, der ikke kan finde på noget bedre at lave.
     Den anden begrundelse er det påståede behov for at opstille en totalforsvarsstyrke på 12.000 mand, bestående af soldater, som har aftjent værnepligt inden for de tre sidste år. De har pligt til at gøre tjeneste i totalforsvaret i op til tre måneder inden for de tre år, såfremt ballonen går op. Ballonen kan være større naturkatastrofer, terrorangreb eller store miljøulykker. Krig kan de derimod ikke bruges i, eftersom de netop ikke er uddannet i mere end helt elementær enkeltmandsuddannelse. Et scenarie med et militært angreb på dansk territorium indgår heller ikke i Forsvarskommissionens overvejelser.

I sidste uge påviste en rapport fra Dansk Institut for Militære Studier - som i øvrigt finansieres fra Forsvarsministeriet - at sammenlignelige lande i de senere år har afskaffet værnepligten og alligevel er i stand til at rekruttere gode soldater til de internationale missioner, som efter den kolde krigs afslutning er den dominerende opgaver for en række landes forsvar. Og nu er det værnepligtens anden begrundelse, totalforsvarsstyrken, som ifølge kritikere ikke er helt troværdig. Et beredskab, der ikke efterprøves, er ikke et beredskab, lyder kritikken fra Dansk Institut for Militære Studier.
     Og det er ifølge kontorchefen Susan Nissen i Forsvarsministeriet helt bevidst, at der ikke i lovgivningen er skabt mulighed for at mønstre totalforsvarsstyrken. I så fald ville man rive unge mennesker bort fra studier og arbejde. Hun mener, at der er lagt detaljerede planer for aktivering af totalforsvaret, ligesom officerer i Hærens Operative Kommando og Hjemmeværnet mener, at totalforsvarsstyrken i hvert fald øger robustheden i det samlede danske totalforsvar.

For tre år siden vakte Beredskabsstyrelsens daværende skoleleder Bjarne Kjems forsvarsminister Søren Gades vrede, da Kjems kaldte det danske totalforsvar for fuldstændig overdimensioneret. Der ville aldrig blive brug for de 23.000 aktive hjemmeværnsfolk og 15.000 (som var totalforsvarsstyrkens daværende målsætning) værnepligtige, sagde han og tilføjede en advarsel om at udlevere skarpe våben til hjemmeværnsfolk og usikre værnepligtige. De ville koste flere civile end terrorister livet, mente han.
     Forsvarsministeren reagerede med en trussel om personlige konsekvenser for Bjarne Kjems, og modtog selv i samme anledning en næse fra ombudsmanden. Men spørgsmålet, som forud for de næste forsvarsforligsforhandlinger er rejst er, om der er meget andet end varm luft i totalforsvarets ballon. Spørgsmålet er, om der er tilstrækkeligt behov for totalforsvarsstyrken til at begrunde, at over 6.000 unge mænd indkaldes hvert år, og hvis der er et behov, om der så er gjort tilstrækkeligt grundige forberedelser med oplagring af materiel, uniformer, køretøjer og hvad der ellers kræves for at styrken kan præstere det nødvendige - hvis ballonen går op.

Kilde: Berlingske.dk.

Baggrund:
søn. 9. nov. 2008: Usikkert om forsvarsreserve kan fungere
lør. 1. nov. 2008: Forskere skyder værnepligten ned
fre. 2. nov. 2007: Værnepligt er en hvervecentral
man. 6. aug. 2007: Revision af værnepligten
fre. 22. sept. 2006: Unge siger nej til karriere i Forsvaret

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3659-2-Uddannelsesafdeling--hvis-ballonen-gaar-op.htm.