 |
"Jeg blev derfor noget overrasket, da jeg fandt ud af, at de er bygget til at kunne rumme atomare granater. Netop de granater, der skulle anvendes af de store kanoner, der i fredstid stod på Holbæk Kaserne. Det er da en fantastisk historie, som er værd at få afdækket og fortalt." Kulturminister Brian Mikkelsen om depoterne i Dragerup Skov. |
Tak for invitationen til at tale ved konferencen her i dag.
En konference om en særdeles vigtig og lærerig periode i vores historie.
Og samtidig et emne, som jeg personligt er meget optaget af ikke bliver fortrængt i vores fælles historiske bevidsthed.
Det er ikke engang 20 år siden den Kolde Krig blev afblæst. Men alligevel er den på mange måder næsten allerede glemt.
Jeg hører nu til dem, der tydeligt husker den - og ikke mindst det åndelige klima, som prægede tiden under den Kolde Krig.
Derimod må jeg desværre sande, at mine egne børn ved meget lidt om tiden under den Kolde Krig. Det lover ikke godt ...
Derfor er det vigtigt, at der nu sættes fokus på at bevare og formidle denne væsentlige periode i historien.
For vi må huske aldrig at glemme.
Huske, at den Kolde Krig i et halvt århundrede delte verdenen i to.
Huske, at krigen truede med at slå verdenen helt i stykker ved en altomfattende krig mellem NATO og Warszawa-pagten.
Huske, at den Kolde Krig var en krig om to vidt forskellige sæt af værdier. Den Kolde Krig var nemlig især også en værdikamp.
Når kendskabet til den Kolde Krig ikke er større, skyldes det naturligvis, at der er sket meget siden da.
Verden har set nye konflikter.
Men det skyldes også, at den Kolde Krig er svær at begribe.
Det er den nu. Og det var den allerede i samtiden.
Mange af de konflikter, der er i verdenen i dag, har direkte spor tilbage til den opdelte verden, vi levede i.
Derfor er det så vigtigt, at vi prøver at forstå den Kolde Krig.
Også selv om det kan være vanskeligt at forstå de mekanismer, der med kort varsel kunne føre til en global krig af hidtil ukendte dimensioner.
Vi skal søge at forstå den krigsangst, som prægede samfundet i mere end en generation. Og selvfølgelig også forsvarsviljen.
For os, der har erindringer fra Den Kolde Krig, er den stadig meget vedkommende.
Polariseringen har været med til at præge vores værdier, synspunkter og selvforståelse - for altid!
Disse værdier kan den generation, som er vokset op i tiden efter, lære meget af.
Værdikampen er nemlig en kamp, som ikke sluttede samtidig med den Kolde Krig.
Krigen mod terror handler jo også om værdier. Grundlæggende værdier som demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed.
Og personlig frihed og personligt ansvar.
Noget af det karakteristiske ved den Kolde Krig var, at den vedkom alle.
Ingen kunne undgå at vælge side.
Og ingen kunne undgå at blive berørt af den. Den gennemsyrede alt i vores samfund.
Vi har aldrig brugt så mange ressourcer på landets forsvar, såvel det militære som det civile, som under Den Kolde Krig.
Hverken før eller siden har så mange aftjent deres værnepligt og er indgået i et stående beredskab.
De mange skulle beskytte landet, befolkningen og vores fælles værdigrundlag. Aldrig har forsvarsviljen været så stærk.
Vi blev hele tiden mindet om den latente fare for, at en krig kunne komme med få minutters varsel.
Vi så den ene krise efter den anden mellem Øst og Vest komme og gå og kunne aldrig forudsige udfaldet.
Vi blev hver onsdag kl. 12 mindet om, at faren var reel, når alle luftværnssirener i landet blev afprøvet.
De sad på tagene af huse i alle bydele. Og man kunne høre dem alle vegne.
Aldrig har krigen været mere nærværende og altomfattende i Danmark - og alligevel så fjern.
For krigen kom jo aldrig, selvom vi alle var forberedte på den.
Et håndgribeligt vidnesbyrd om Den Kolde Krig ligger i de tusindvis af bygninger, der blev opført i perioden.
De bygninger, som var en del af det militære og civile forsvar.
De er beviset på, at selvom der aldrig blev krig, så var vi klar.
Disse bygningsanlæg ligger spredt ud over hele landet.
De er vidnesbyrd på, at selv de fjerneste egne af fædrelandet i ét eller andet omfang var en del af krigsforberedelserne.
Krigen kunne ramme alle - militære som civile - i hele landet.
Men bygningsværkerne minder os også om noget andet vigtigt. Nemlig at Danmark ikke stod alene over for Warszawa-pagten.
Vi var en del af en stærk militær alliance - NATO.
Og vi skulle ikke føre kampen alene, hvis vi blev angrebet.
Vores allierede ville komme os til hjælp.
Mange af de militære anlæg; flyvestationer, radaranlæg og depoter, som ligger rundt om i Danmark, er faktisk bygget til at kunne modtage allierede forstærkningsstyrker.
Nogle af anlæggene blev opført og finansieret af NATO, af USA, Storbritannien eller Vesttyskland.
Og mange udenlandske soldater gjorde under den Kolde Krig tjeneste og havde deres bolig i Danmark.
Tilsvarende havde Danmark forsvarsanlæg i Nordtyskland som en forberedelse til en eventuel krig.
Og danske soldater blev uddannet eller gjorde tjeneste på steder som USA, Canada, Holland, Luxembourg eller Italien, hvor de ofte boede med deres familier.
NATO var symbolet på den vestlige verdens fælles kamp for friheden. Og denne kamp bliver symboliseret ved de mange anlæg fra perioden.
I Holbæk, hvor jeg selv har boet, ligger der også anlæg fra den Kolde Krig: Holbæk Kaserne.
Men jeg må indrømme, at jeg dårligt nok har været opmærksom på dette, mens jeg boede i byen.
Og det selv om der ligger fantastiske historier gemt bag facaden.
Holbæk Kaserne var hjemsted for en del af artilleriet.
Kasernen er i dag afhændet og er integreret i lokalsamfundet som boliger, butikker og kulturtilbud. Man ænser knap den historie, som den repræsenterer.
Det samme gælder for depoterne i Dragerup Skov.
Og selvom jeg har lagt mærke til betonbunkerne, der diskret ligger langs skovvejen, har jeg aldrig rigtigt kendt historien om dem.
Jeg blev derfor noget overrasket, da jeg fandt ud af, at de er bygget til at kunne rumme atomare granater. Netop de granater, der skulle anvendes af de store kanoner, der i fredstid stod på Holbæk Kaserne.
Det er da en fantastisk historie, som er værd at få afdækket og fortalt.
Og sådan kan vi alle fortælle om bygninger fra vores barndom eller ungdom - og fra vores egne lokalområder.
I Regeringsgrundlaget har vi fremhævet, at vi skal have udarbejdet en strategi for bevaringen og formidlingen af monumenterne fra 2. Verdenskrig - og det skal også gælde monumenterne fra den Kolde Krig.
Ole Winther fra Kulturarvsstyrelsen har i dag talt om, hvordan vi kan bruge disse monumenter som ressource i samfundet.
Og jeg ved, at Kulturarvsstyrelsen er ved at lægge sidste hånd på et oplæg til, hvordan vi kan føre Regeringens målsætninger på dette her vigtige område ud i livet.
For der ligger en stor opgave i at få samlet og fortalt historien.
En del af historien bliver allerede fortalt på Langelands Fort. Og om få dage åbner en ny udstilling på Stevns Fort.
Men de to forter er bare toppen af isbjerget. Der ligger mange andre spændende historier rundt om i landet, som venter på at blive fortalt - og som vi alle kan have glæde og gavn af at kende.
Historien bag den Kolde Krig vedkommer os alle. Netop derfor er det vigtigt at vise alle os danskere, at nogle af periodens fremmeste symboler også findes i lokalområdet.
Og det vil som sagt ikke mindst være vigtigt at kunne formidle dette til vores børn og unge.
De skal kunne finde viden om den Kolde Krig på nettet, og så kunne genfinde anlæggene i skoven, under deres skole eller rundt om i byen.
Det er en opgave, der skal løses både lokalt og nationalt.
Vi skal fortælle historien, hvor den findes. Vi skal gøre den interessant, hvor monumenterne ligger.
Men vi skal også sørge for, at der nationalt set er et samlet perspektiv på denne del af vores historie.
Et perspektiv som forbinder de enkelte dele til hinanden, så den samlede fortælling altid kan findes.
At få samlet historierne og få udpeget og dokumenteret alle disse anlæg kræver et stort overblik.
Jeg er derfor glad for, at Statens Forsvarshistoriske Museum har taget initiativ til denne konference.
Konferencen kan uden tvivl være med til at sætte fokus på området og få løbet nogle konkrete initiativer i gang.
Sammen med Kulturarvsstyrelsens indsats for at sikre og bevare udvalgte anlæg kan vi begynde at få det nødvendige overblik.
For vi skal have skabt et centralt overblik over den Kolde Krigs fysiske kulturspor og over tilsvarende anlæg fra 2. Verdenskrig.
Der er mange aktører i dette - som er repræsenteret på konferencen her i dag - som forvalter eller har interesser i disse anlæg.
Det er derfor vigtigt, at I indgår i dialog med hinanden, så vi i fællesskab kan få skabt et så fuldstændigt overblik som muligt.
Det er også vigtigt, at der kommer lokalt engagement i opgaven. Anlæggene ligger ude i landet, og det vil være værdifuldt, at de lokale museer og myndigheder bidrager til kortlægningen - og ikke mindst til formidlingen. Denne historie er et aktiv alle steder.
Og det er som sagt en meget væsentlig historie, som ikke må gå tabt.
Kilde: Kulturministeriet og Statens Forsvarshistoriske Museum.
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3608-Historie--krigen-der-aldrig-kom.htm.