fre. 16. dec. 2005
Derfor flygter kvinderne fra forsvaret: Mange kvindelige soldater oplever chikane og grove krænkelser
- De fleste af de kvinder, som forlader værnepligtsuddannelsen før tid, gør det efter krænkelser og chikane. Jeg har haft ubudne, mandlige kolleger ved min værelsesdør midt om natten uden at lukke dem ind. Samtidig opstod der hurtigt rygter med seksuelle undertoner om mig og andre kvinder, fortæller 19-årige Mette Søgaard-Andersen.
Hun sluttede basisforløbet ved telegrafregimentet i Fredericia for to uger siden og er nu som den første kvinde en del af Værnepligtsrådet. Hun har selv oplevet 'mildere' former for krænkelser i sin tid i Fredericia, men kan efter sine få dage i Værnepligtsrådet bekræfte, at mange kvindelige kolleger oplever langt grovere krænkelser og chikane.
- Man skal være hårdhudet, men det er altså ikke altid nok, siger Mette, som er glad for, at kun to ud af 13 hoppede af undervejs i Fredericia.
Befalingsmænd værst
Det danske forsvars forsøg på at rekruttere kvinder har en beskidt bagside. Skidtet er så sårende og ødelæggende, at op mod 32 procent af de kvinder, som gennemgår en værnepligtsuddannelse, enten hjemsendes, kasseres eller selv vælger at gå, inden det fire måneder lange basisforløb er afsluttet.
Årsagen er bl.a. stærkt kønskrænkende opførsel fra de mandlige kolleger og - ikke mindst - de befalingsmænd og uddannelsesledere, som ifølge udsagn fra tidligere værnepligtige ved Varde Kaserne kalder kvinderne for 'ludere og kællinger'.
Båthorn og tåber
Formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Nielsen, er dybt frustreret over forholdene.
- Nu har vi i flere år arbejdet hårdt for at få flere kvinder ind i forsvaret. Derfor er det meget beklageligt, at der åbenbart findes båthorn og tåber, som ødelægger denne indsats.
- Det er acceptabelt, at tonen er frisk og kontant. Men derfra og til disse eksempler på opførsel fra især befalingsmænd er der meget langt. Hverken ledere eller menige kan være sådan en adfærd bekendt, siger Flemming Nielsen.
På det seneste hold værnepligtige fra august til og med november var der i alt 2863 værnepligtige. Heraf var 105 kvinder.
Kilde: ekstrabladet.dk.
Baggrund:
tors. 15. dec. 2005: Mister grebet om kvinderne
ons. 14. dec. 2005: "Kællinge-batteriet"
ons. 14. dec. 2005: Status på kønskrænkende adfærd er ...?
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3572-2-Uddannelsesafdeling----vi-kaldes-ludere-og-kaellinger.htm.