man. 3. mar. 2008
Under en procent af artilleriets klyngebomber, ICM, udløses ikke i forbindelse med angrebet. Derfor anses de for meget pålidelige.
De klyngebomber, som det danske militær bruger, betegnes som nogle af de mest pålidelige, fortæller Anne Sofie Pedersen fra Dansk Røde Kors til Ritzau.
Klyngebomber er kendt for deres mange blindgængere, og dermed er de til stor fare for civilbefolkningen mange år efter, at en krig er slut.
- De typer klyngebomber, Danmark har, betragtes som nogle af de bedste og mest pålidelige typer. Men undersøgelser i Norge fra 2007 viser, at en model, der ligner den danske, har en fejlprocent på 10 procent, siger Anne Sofie Pedersen fra Dansk Røde Kors' folkeretsenhed.
Det er en af årsagerne til, at Socialdemokraterne kræver et totalforbud mod klyngebomber.
Danmark underskrev for nylig Wellington Deklarationen, der er en hensigtserklæring om at forbyde brugen af klyngebomber, der medfører uacceptabel skade på civilbefolkningen, som deklarationen udtrykker det. Deklarationen er forarbejdet til en juridisk bindende tekst, der skal skrives under i Dublin til maj.
Men den omfatter ikke den type klyngebomber, som Danmark har på lager, da de ifølge producenten har en fejlmargen på under en procent.
Kilde: /ritzau/.
Baggrund:
man. 3. mar. 2008: - Vi simulerer bare
søn. 2. mar. 2008: S: Forbyd artilleriets klyngebomber
fre. 25. jan. 2008: Usande påstande om sikre klyngebomber
ons. 21. nov. 2007: Danmark forsinker bombeforbud
tirs. 31. juli 2007: Klyngebomberne og Diana Syndromet
man. 4. juni 2007: Danmark i vejen for forbud
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3482155.htm.