S: Forbyd artilleriets klyngebomber
søn. 2. mar. 2008
Forsvaret træner stadig i at bruge klyngebomber. Det er en del af uddannelsen for artillerister i den danske hær at træne i brugen af de kontroversielle klyngebomber.
Det fremgår ifølge Dagbladet Information af et svar fra forsvarsminister Søren Gade til Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofod.
Er farlige mange år efter
Kofod vil afskaffe brugen af klyngebomber, mens de konservatives forsvarsordfører, Tom Behnke, mener, at Danmark først bør afskaffe klyngeammunition, når man har fundet et bedre alternativ.
Klyngebomber er kendt for ikke altid at detonere, og dermed være til stor fare for civilbefolkningen, også mange år efter at en krig er slut.
- De typer klyngebomber, Danmark har, betragtes som nogle af de bedste og mest pålidelige typer. Men undersøgelser i Norge fra 2007 viser, at en model, der ligner den danske, har en fejlrate på 10 procent, siger Anne Sofie Pedersen fra Dansk Røde Kors' folkeretsenhed til Dagbladet Information.
Vil have totalforbud
Det er en af årsagerne til, at Socialdemokraterne kræver et totalforbud mod klyngebomber:
- De mekanismer, der skal sørge for, at ueksploderede bomber detonerer, virker ikke, og det har store konsekvenser for civilbefolkningen. Det viser den norske undersøgelse, og derfor skal vi indføre et totalforbud, siger Jeppe Kofod.
Kilde: dr.dk.
Baggrund:
tirs. 31. juli 2007: Klyngebomberne og Diana Syndromet
fre. 16. sept. 2005: Våbenmesse sælger klyngebomber
man. 8. mar. 2004: Kun artilleriet har klyngebomber
man. 8. mar. 2004: Klyngebomber aldrig anvendt i Danmark
tors. 20. nov. 2003: Jensby: Ok til ICM-klyngebomber
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3480155.htm.