Første flyvetur med Raven

Af Sune Wadskjær Nielsen, ons. 28. nov. 2007


Data om Raven. Forsvaret har indkøbt 12 systemer (et system består af tre fly, en jordkontrol enhed og en Laptop til missions planlægning). Ni systemer til Hæren, to til JGK og en til Frømandskorpset. Længde/vingefang/vægt: 91cm/140cm/2kg Hastighed. Cruise/maks./min. 50 km/t/80 km/t/30 km/t Rækkevidde: Radius fra jordkontrol stationen 10 km. Operationshøjde normalt 50 - 300 meter. Flyvetid: 60-90 minutter (batteridrevet motor) afhængig af hvilket kamera, der bruges og vind.

Tolv soldater har som de første fra forsvaret fløjet med det ubemandede fly Raven under et 10-dages kursus i USA.

- Raven er et robust system, fortæller seniorsergent Danny Andersen fra Hærens Ildstøtteskole, som var en af kursisterne i USA. Det fly, som han prøvede, klarede 50-60 flyvetimer uden det var nødvendigt at skifte ødelagte reservedele.
     Kurset er det samme, som soldater fra den amerikanske hær får. Instruktørerne var fra Aeroviroment, der producerer flyet, og kurset foregik i Redstone Arsenal i Alabama. I den amerikanske hær har Raven 15.000 flyvetimer på bagen. Forsvaret får den nyeste version af flyet.

Let at betjene
     - Det er utrolig brugervenligt. På ti dage kan man lære at bruge systemet og som amerikanerne siger, så går det først og fremmest ud på at flyve et kamera, siger Danny Andersen. Der skal to mand til at betjene systemet. Den ene styrer kameraet med programmet Falconview, mens den anden er piloten, som dirigerer flyet.
     - Det kan være mentalt hårdt at sidde og kigge ned i en skærm hele tiden, især hvis man skal låse på bevægelige mål. Efter en halv time har man sved på panden. Nu er jeg lidt ældre, men måske er det lettere for de unge mennesker, der er vant til at spille computerspil. Der er syv knapper, der skal betjenes hele tiden, forklarer Danny Andersen.

Fire mand til Afghanistan
     Fire af de tolv soldater rejser til Afghanistan til februar, hvor flyet skal på vingerne i Helmandprovinsen. To og to bliver de sendt ud til et kompagni eller en eskadron, hvor chefen bestemmer, hvornår de skal indsættes. Hvert hold har tre fly.
     - Det vil give en større tryghed. Hvis systemet er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, vil det kunne finde fjender. Det kan beskytte konvojer, siger Danny Andersen. Han gør samtidig opmærksom på, at det ikke kan være i luften 24 timer i døgnet, da batterierne varer 90 minutter, hvilket betyder, at flyet skal være på vej tilbage inden for én time. Det kan ikke finde vejsidebomber, men er velegnet til at spotte personer både dag og nat. Opklaringspatruljer vil ikke blive overflødiggjort, men med Raven i luften vil man have en bedre idé om, hvor der er fredeligt og hvor der kan være ugler i mosen.

Vestjysk vejr
     Danny Andersen er spændt på, hvordan Raven klarer det danske blæsevejr.
     - Nu skal vi ud og træne og blive dygtige til at flyve i dansk vejr. Det er noget andet end at flyve i det sydlige USA med 35-40 graders varme og vindstille.
     Raven er landet i Danmark og befinder sig i øjeblikket hos Forsvarets Materieltjeneste, der er ved at lave nogle små justeringer på flyet. Forsvarets Ravenfly er planlagt til at holde indtil 2010, hvor man skal vurdere, om man vil satse på Raven længere ud i fremtiden.

Kilde: FKO.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3447HIL.htm.