Personel-mangel før hold 5

Af chefen for 3 Førings- & Målopklaringsafdeling, oberstløjtnant Niels H. Johansen, i nyhedsbrev (uddrag), fre. 12. okt. 2007

3. kvartal er nu overstået, og det var med en rigtig god fornemmelse i maven at ARTHUR og TACP bidraget til ISAF RC(S), Hold 4 blev roteret til mission.

Vores bidrag, der fremstod som veluddannede og motiverede, var klar til med stor iver at løse den pålagte opgave i Afghanistan. ISAF (RC(S) Hold 3 roterede hjem, og holdet blev afviklet på Holstebro Kaserne, hvor en af aktiviteterne blandt andet var at overdrage høstede erfaringer til ISAF RC(S) Hold 5.
     3. kvartal var også det kvartal, hvor afdelingens velfortjente sommerferie blev holdt, og vi er nu alle i sving med uddannelse af ISAF RC(S) Hold 5. Igen står de to bidrag fra afdelingen med store udfordringer foran sig. På personelsiden er situationen tilfredsstillende, men på materielsiden er der fortsat opgaver, som skal løses, for at få den nødvendige uddannelse til at hænge sammen.

Staben
     Fordi afdelingens næstkommanderende er udsendt som Chef for ARTHUR Detachementet på Hold 4 i ISAF har staben fået tilgang af en kaptajn, der fungerer som næstkommanderende de næste fem-seks måneder. Kaptajnen, der tidligere har arbejdet på Hærens Ildstøtteskole, har stor erfaring med både administrative og taktiske emner.
     Endvidere har staben fået tilgang af en ny efterretningsofficer. Han er lige kommet hjem fra ISAF, Hold 3, hvor han var Chef for ARTHUR Detachementet. Derved sikrer vi, at de erfaringer, der er indhentet i ISAF med ARTHUR bliver indarbejdet i uddannelsen af de nye hold.
     I uge 38 deltog afdelingschefen, næstkommanderende og operationsofficeren i Danske Divisions øvelse LIGHTNING GABRIEL i Haderslev. Øvelsen danner grundlag for ARRC øvelsen ARRCADE FUSION i Tyskland i uge 45+46. Afdelingen vil deltage med tre-fire officerer fra staben og to stabshjælpere fra ST & MåLOPKBT.

Stab og Målopklaringsbatteri: Personel-mangel
     Sommerferien 2007 bekom os alle vel, på trods af batteriet med kort varsel midt i ferien måtte sende to personer til "certificeringsøvelse" af de kommende PRT-hold til ISAF. Men takket være stor fleksibilitet gik det godt.
     August kom og vi vågnede op til dåd. Kort før ferien var der otte stregbefalingsmænd i uddannelsesstøttekadren - nu var der kun tre: En af dem skulle på VUT I, en anden på idrætsbefalingsmands kursus, så der ventede den sidste sergent en kæmpe opgave de kommende måneder. Batteriets næstkommanderende havde med kort varsel fået en anden stilling på Sjælland, så også her måtte alle sejl sættes ind for at finde en afløser.
     Opgaven endte ud med en intern løsning, hvor DF/FS & VEDL blev oprykket til kommando.
     Batteriet har også mistet to konstabler: En er startet ved Livgarden og er på den måde kommet tilbage til Nordsjælland, hvor hun tidligere har gjort tjeneste ved Kongens Artilleriregiment. Den anden (Røde) har desværre valgt at opsige sin kontrakt, da han har fået job som smed her i Varde.
     Batteriet har siden sidste nyhedsbrev fået tilgang af hjemkommet ARTHUR personel fra ISAF RC(S), Hold 3. Det drejer sig om en OS, en SG og tre KS.
     Det hjælper selvfølgelig på situationen, men der er stadig plads til flere såfremt nogen skulle have interesse heri.

Kilde: 3 Førings- & Målopklaringsafdeling

Baggrund:
fre. 6. juli 2007: Pusterum efter ISAF-uddannelse
fre. 6. juli 2007: Afsluttende MISU for ISAF hold 4
man. 2. april 2007: Travlt med ISAF og besøg
man. 8. jan. 2007: Toptunede stabsfolk og procedurer
tirs. 10. okt. 2006: Lille og tilfreds stab

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/34243FO.htm.