tirs. 25. sept. 2007
Den danske styrke i Afghanistan får efter alt at dømme fire kampvogne til hjælp. Forsvarskommandoen anbefaler nu, at kampvogne sendes til Helmandprovinsen, og forsvarsminister Søren Gade (V) er klar til at følge indstillingen.
Fem måneder efter et kategorisk nej til hærens ønske om at få kampvogne til støtte for de danske soldater i Afghanistan er Forsvarskommandoen vendt højre om og siger nu ja. Og forsvarsminister Søren Gade (V) er parat til at følge anbefalingen og sende kampvognene afsted.
- Et af argumenterne er, at vi nu får et selvstændigt ansvarsområde, og det kan være godt for den danske chef på stedet at have kampvognene i nærheden, så de kan bruges i de situationer, hvor det giver mening, til at mindske risikoen for civile tab og samtidig yde en ekstra beskyttelse af de danske soldater, sagde ministeren i aftes til TV2 Nyhederne.
I Forsvarskommandoens nye indstilling til ministeriet lyder anbefalingen, at fire kampvogne sendes til Helmandprovinsen, hvor deres langtrækkende kanoner kan bruges hovedsagelig som støtte for og del af den danske bataljon, der er under opbygning.
I maj afviste Forsvarskommandoen imidlertid, at der var brug for kampvogne til den danske bataljon. I sin indstilling til ministeriet skrev forsvarets ledelse, at kampvogne kunne opfattes som en erkendelse af, at operationerne ikke gik, som de skulle.
En ødelagt dansk kampvogn ville være af stor propagandaværdi for Taleban og derfor et værdifuldt mål. De er dyre i drift, briterne ville ikke have dem, fordi de kunne vække mindelser om den sovjetiske besættelse af landet, og endelig ville der kun være mekanikere til rådighed til 18 måneders operationer, lød begrundelserne for at afvise dem.
Men i dag mener Forsvarskommandoen det modsatte.
Ifølge kommunikationschef, oberstløjtnant Lennie Fredsskov, er et dansk kampvognsbidrag afstemt med briterne, og selv om manglen på kampvognsmekanikere stadig er en udfordring, kan situationen se anderledes ud om halvandet år.
Kampvognene vil stadig være et værdifuldt mål for Taleban, men kampvognene er godt beskyttede og bemandede, lyder det nu. Og da den danske bataljon nu har fået tildelt et operationsområde i det centrale Helmand, som er velegnet til kampvognsoperationer, har den samlede afvejning ført til, at fordelene nu vejer tungere end ulemperne ved at have kampvogne i Afghanistan.
Politisk opbakning
Forsvarsminister Søren Gade (V) vil formentlig kunne regne med bred politisk støtte fra forsvarsforligspartierne, men forsvarets ledelse kommer til at forklare politikerne sin ændrede indstilling. Socialdemokraternes ordfører Poul Andersen siger, at man følger forsvarets indstilling om, hvad der er bedst for soldaternes sikkerhed, men den radikale forligspartner Morten Helveg Petersen vil først have et møde, hvor forsvarets ledelse forklarer sin ændrede opfattelse af behovet for kampvogne, inden man træffer en afgørelse.
Fire kampvogne har stået klar til afgang med ørkenbemaling ved Jydske Dragonregiment i Holstebro siden årsskiftet, mens deres besætninger sammen med Jydske Dragonregiments 1. panserbataljon i de sidste to uger har deltaget i en større NATO-øvelse på Lüneburger Heide i Tyskland. Ifølge presseofficer, oberstløjtnant Jørn A. Nielsen, er kampvognsdelingen med besætninger klar til afgang med et forkommando på 14 dage og med hovedstyrken med et varsel på 21 dage.
Kilde: Berlingske Tidende.
Baggrund:
tirs. 25. sept. 2007: FKO: Vi anbefaler fire kampvogne
tirs. 25. sept. 2007: 1 AA som støtte for kampvogne
man. 24. sept. 2007: Danske kampvogne til Afghanistan
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3415Afg.htm.