Endnu et offer troede fosfor var rav

ons. 5. sept. 2007

Else Marie Jepsen fra Juelsminde har også været ude for fosforforbrænding, som i sidste uge ramte en tysk kvinde ved Blåvandshuk Fyr og tidligere på året en kvinde fra Bornholm.

Hun har derfor læst artiklen i JydskeVestkysten om fosforbrændingerne ved Blåvandshuk Fyr med interesse.
     - Jeg er selv blevet forbrændt af fosfor på knæ, lår og fingre. Der var tale om en anden- og tredjegrads forbrænding, beretter Else Marie Jepsen om episoden, som fandt sted i april 2003.
     Trods behandling på Esbjerg Sygehus og efterfølgende på Horsens Sygehus er episoden aldrig offentliggjort.
     - Måske fordi jeg selv kom hjem og blev kørt på skadestuen i Esbjerg af min mand. Fosforen samlede også jeg op i den tro, det var rav i det militære område ved Blåvandshuk Fyr. Fosforklumpen lå i vandkanten.
     - Forløbet var det samme som de to andre kvinder, pludselig stod man i flammer, jeg havde det også i lommen, oplyser Else Marie Jepsen til JydskeVestkysten.
     Den tyske kvinde, som blev forbrændt, fik meget voldsomme smerter, da det forbrændte område inkluderede kønsorganerne.

Kilde: JydskeVestkysten.

Baggrund:
fre. 31. aug. 2007: Fosfor-forbrænding ramte kønsorganer
tors. 30. aug. 2007: Forbrændt af fosfor
tors. 30. aug. 2007: Pas på fosfor i naturen

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3373Art.htm.