Savner præcise våben

tors. 30. aug. 2007


Benyt kampvogne, evt. artilleri, efterlyser netop hjemvendte chefer fra Helmand-provinsen i Afghanistan. (Foto: Selvkørende haubits.)

Flere chefer, netop hjemvendt fra Helmand, kritiserer nu brugen af flystøtte. De er bekymret for de civile ofre og efterlyser mere præcise våben: Kampvogne eller artilleri.

- Hvis vi bliver beskudt fra en bebyggelse, kan vi være nødsaget til at tilkalde fly, som bruger bomber på flere hundrede pund, men prisen kan være, at vi ødelægger et hus, og en familie msiter alle ejendele, siger major Peter Els, som netop er hjemvendt fra Afghanistan til Jyllands-Posten.
     Derfor duer det ikke at fortsætte med at bruge fly i Afghanistan i samme omfang som hidtil. Ødelæggelserne er for store og kan koste menneskeliv, mener officererne.

Hellere kampvogne
     Mere præcise våben kan minimere de civile tab, siger en hjemvendt oberstløjtnant for bataljonen i Helmand-provinsen i Afghanistan.
     - Der er flere forskellige våbensystemer, man kan vælge imellem. Et af de våbensystemer, som vi har umiddelbart på lager, og som jeg ved, man har forberedt at sende til Afghanistan, det er kampvogne. Kampvogne er et uhyre præcist våbensystem, og der er nogle ammunitionstyper til kampvogne, som gør, at man er i stand til at ramme det mål, man gerne vil ramme, uden at tilføje ret meget yderligere skade, siger Jan Grünberger, netop hjemvendt efter et halvt år i spidsen for den danske styrke i Helmand-provinsen.
     Den kan, som oberstløjtnanten bemærker, skyde øjet ud på en flue på 5.000 meters afstand, mens skaderne på de nærmeste omgivelser er begrænsede. Kampvogne står derfor højt på ønskesedlen hos det danske ørkenhold. Men de britiske soldater i Helmand-provinsen råder også over moderne artillerisystemer, som deres kolleger fra Danmark skæver misundeligt til.
     De flybomber fra 250 op til 2000 pund, som benyttes nu, kan under uheldige omstændigheder give unødvendige tab. Soldaterne ved ikke, om huse bliver ødelagt, og civile mister livet.

Vanskeligere mission
     De danske styrker har derfor vanskeligere ved at løse deres opgaver i Afghanistan, hvis civile bliver dræbt, hævder Jan Grünberger
     - For det første så bliver soldaterne jo uhyre kede af det, hvis de kommer til at slå civile mennesker ihjel. Men dernæst er det jo et rigtig dårligt signal at sende til befolkningen, for vi er der jo for at beskytte befolkningen, ikke for at slå den ihjel.

Kilder: Jyllands Posten og DR.

Baggrund:
man. 30. juli 2007: NATO vil bruge små bomber
man. 25. juni 2007: NATO i alvorlig klemme i Afghanistan
lør. 19. maj 2007: Statsministeren på besøg
tirs. 3. april 2007: Næsten dagligt luftbombardement
ons. 28. febr. 2007: Flystøtte 2002-2006
lør. 24. febr. 2007: Soldater ringer efter bombefly
ons. 7. febr. 2007: Samråd om drab på civile
ons. 31. jan. 2007: På mission i Helmand-provinsen

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3357TAC.htm.