Danmark ville være fyldt med handikappede, hvis der blev anvendt klyngebomber her. Det er budskabet fra Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp.
Organisationerne har sat en underskriftsindsamling i gang for at presse Folketinget og regeringen til at støtte et norsk initiativ om at forbyde de såkaldte klyngebomber, ifølge kampagnens hjemmeside har 1.427 danskere skrevet under.
De kaldes klyngebomber (clusterbombs), fordi hver bombe indeholder en række mindre bomber som udløses over et mål. De skal således ikke trænge ind i en bygning el.lign., men lande oven på soldater eller kampvogne. I Kosovo kampagnen anvendte USA klyngebomber til at lamme den serbiske elforsyning.
Klyngebomber er således et godt gammeldags våben, der skal gøre det størst mulige antal af fjendens soldater ukampdygtige indenfor det størst mulige område. Derved ligner de landminer, som nordmændene og diverse organisationer fik delvist forbudt i en kampagne, der brugte prinsesse Diana som galionsfigur.
Hverken klyngebomber eller landminer lever op til tidens krav om, at hvert enkelt drab i krig skal kunne retfærdiggøres. De er ikke præcisionsvåben, men spredningsvåben. I konflikter hvor skellet mellem de, der kæmper, og de, som lever i området, er fyldende, så kan klyngebombe næsten ikke undgå at skade civilbefolkningen. Præcist som landminer.
Der er således ingen ende på historierne om børn, der træder på en mine, eller får sprængt lemmer af klyngebomber. For ligesom landminer har klyngebomber en ubehagelig tendens til at bliver efterladt ueksploderet efter at kampene er ophørt.
Klyngebomber er således ubehagelige våben, men måske er det netop grunden til at tænke sig om en ekstra gang før man forbyder dem. Klyngebomber har grufulde konsekvenser, men ikke mere grufulde end dem som rifler eller maskingeværer fremkalder. Spørger man sig selv, om det klyngebomber gør ved børn i Libanon er mere frygteligt end det afrikanske oprørsbevægelser gør ved deres børnesoldater, så står det klart at avancerede våben ikke er nødvendige for at ødelægge andre menneskers liv.
Ved at fokusere på enkelte våben som klyngebomber eller landminer sentimentaliserer man krig. Klyngebomberne bliver nedrustningens babysæler - det er så åbenbart, at det er synd for ofrene, at det faktum kommer til at overskygge alt andet. Mennesker med gavmilde hjerter, som prinsesse Diana, kan således stille sig op og fordømme våbnene, men de politiske mål, som de anvendes for at opnå, og de sociale og kulturelle omstændigheder, hvorunder krigene foregår, fortaber sig.
Ved at fokusere på en våbentype og de ødelæggelser, det giver, så får man det til at se ud som om krigens ødelæggelser alene kommer fra dette våben. Det leder direkte til den farlige illusion, at der findes rene våben, hvormed man kan føre rene krige. Men krig er ikke ren; krig er en beskidt afvejning af onder. Den gode krig findes ikke, og derfor findes der heller ikke gode våben. Men der findes formentlig nødvendige krige, og skal de kæmpes, så er der også våben, som er nødvendige. Forbyder man landminer eller klyngebomber eller panserbrydende garanter med uranspids, så er der stillinger som ikke kan forsvares, mål der ikke kan rammes og kampvogne, der ikke kan nedkæmpes. Det er ikke prinsesser og organisationsfolk, som betaler prisen for det, men de soldater, der står ubeskyttede hen på slagmarken.
Ved blot at se på det enkelte våben og dets ofre nægter man at erkende, at krig er et håndværk, som kræver sine redskaber. Man nægter tillige at erkende, at ingen af disse redskaber er den retfærdige ridders ubesmittede våben. Krig bliver et spørgsmål om følelser, snarere end fornuft. Man behøver blot at sætte sig ind i de lidelser ofrene for klyngebomber gennemgår, man behøver ikke at forstå krigens årsager og dermed også dens lejlighedsvise nødvendighed. Det er Diana syndromet.
Kilde: Dansk Institut for Militære Studier.
Baggrund:
man. 4. juni 2007: Danmark i vejen for forbud
fre. 16. sept. 2005: Våbenmesse sælger klyngebomber
man. 8. mar. 2004: Konventioner styrer klyngebombe-brug
man. 8. mar. 2004: Klyngebomber aldrig anvendt i Danmark
man. 8. mar. 2004: Kun artilleriet har klyngebomber
tors. 11. dec. 2003: Et problematisk men effektivt våben
tors. 20. nov. 2003: Jensby: Ok til ICM-klyngebomber
lør. 8. nov. 2003: ICM dræber også civile
fre. 7. nov. 2003: Kontroversielt klyngebombenotat
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3327155.htm.