Som enlig dansk presseofficer er det ikke meningen, at man skal være i forreste linje helt derude, hvor de danske soldater kæmper mod Taliban. Fokus er på at formidle hjem til den hjemlige presse og til soldaternes pårørende, hvis der sker noget fra bag frontlinjerne.
Og når man er ene mand, må man ofte nøjes med at videreformidle de andres oplevelser fra sikker afstand i den beskyttede lejr Camp Bastion.
Så meget mere kommer enlige oplevelser som "krigskorrespondent" selvfølgelig til at fylde i ens egen bevidsthed. I januar var jeg i Gereshk, den næststørste by i Helmand, for at følge det danske genopbygningsarbejde i området. Det førte mig på patrulje med britiske Royal Marine Commandoes i et åbent landområde, hvor briterne året før havde kæmpet på klos hold mod Taliban mand mod mand.
De grundlæggende soldaterfærdigheder kommer pludselig op til overfladen igen, når man bevæger sig til fods hen over åbne marker uden anden beskyttelse end at opdage fjenden, før han opdager dig. Et møde, der kan ende med, at man skal skyde ham, før han skyder dig. Det meste af tiden kunne jeg dog holde fingeren på kameraets aftrækker og lade den britiske deling om at eskortere mig og de andre specialister.
Vi besøgte små landsbyer, talte med de ældste om deres trængsler og delte skoleartikler ud til børnene. Det var tydeligt, at der var tale om et meget fattigt samfund uden de helt basale fornødenheder, men der var alligevel fremgang at spore. Nye vandpumper gav dem rent vand, og de følte ikke truslen fra Taliban på samme måde som før.
Inde i storbyen var det endnu mere tydeligt, at afghanerne lever mere frit end tidligere. Gadehandlen blomstrer, og der er sågar pakistansk popmusik og radioer i butikkerne. Det var forbudt under Taliban-regimet. Den største fremgang og indikation på Talibans mindskede indflydelse er dog antallet af elever i pigeskolerne: ƒt år tidligere var der kun 300 piger, som gik i skole. Nu er der 2000.
Den direkte trussel fra Taliban er trængt ud af selve byen og afløst af faren for desperate selvmordsangreb og bilbomber. De afghanske trafikanter kører mildest talt med hovedet under armen og skal samtidigt holdes på afstand af NATO-køretøjer på grund af frygten for selvmordsbomber.
Jeg havde fat i de hjemlige medier, men historier om den positive udvikling i området kom ikke i nyhederne hos hverken DR eller TV2: "Der har været så meget om krigen i Irak på det sidste", lød forklaringen. Jeg stod tilbage med følelsen af, at beretningen ikke passede ind i deres skabelon: "Irak = Afghanistan = Krig", et unuanceret billede i betragtning af, at der er relativt roligt i⅔ af landet.
Få dage efter den omtalte patrulje rykkede en større NATO-styrke ud af byen, og inden længe var den faldet i et massivt baghold fra Taliban, kun et par kilometer fra den landsby, vi lige havde besøgt. Det var surrealistisk at tale med de britiske soldater kort tid efter, at kampen var stilnet af, de var ikke kommet længere væk fra basen i Gereshk, end at de lige kunne nå tilbage til frokost og tanke op i cafeteriet, inden de på ny skulle ud og fortsætte operationen i Taliban-land. [...]
Er Sandheden det første offer i krig?
Som kommunikationsmedarbejder i en krigszone er man ofte underlagt restriktioner på, hvad man kan og må sige hvornår. I yderste konsekvens kan informationer koste danske soldater livet, hvis de kommer i de forkerte hænder. Derfor er forsvarets kommunikation også styret af operationelle hensyn og hensynet til de militære samarbejdspartnere.
Konkret bad den ansvarlige britiske officer om, at vi ikke oplyste, at de danske soldater fra ARTHUR (artilleripejleradaren) var indsat sammen med britiske soldater ved Gereshk, da de faldt i det før omtalte baghold. Simpelthen fordi de danske soldaters indsats gjorde, at Talibans morterstillinger kunne identificeres og nedkæmpes på få minutter, og ikke som normalt først efter en 20-30 minutter, når flystøtten ankom. Hvis Taliban havde vidst, at de danske soldater var med, frygtede briterne med rette, at Taliban ville flytte oftere rundt på deres morterstillinger.
Men den konkrete beretning er også udtryk for, at afsluttede operationer generelt ikke er hemmelige: De er blevet til krigshistorie, for at citere min daværende militære chef, og derfor kan forsvaret godt være lidt mindre fedtede med sandheden. For som alle, der arbejder med kommunikation i en krig, ved, så skal man sige sandheden, men ikke nødvendigvis hele sandheden.
Kilde: kommunikationsforum.dk.
Mere om den omtalte kamp ved Gereshk:
søn. 21. jan. 2007: Arthur kom til Helmand
fre. 12. jan. 2007: Støttede briter under angreb
tors. 11. jan. 2007: ARTHUR på tur
tors. 11. jan. 2007: En stridbar vej til fred
ons. 10. jan. 2007: Tilbage i Nord-Helmand
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3279Art.htm.