Samvirke virker!

Af presseofficer Nikolaj Grøn, ISAF, tors. 28. juni 2007


Eskadronschef kaptajn J. T. Olesen indsætter sine enheder og observerer hvordan hans soldater arbejder. (Fotos: Lars Olesen.) 

En af de vigtigste øvelseserfaringer for de soldater, på vej til Afghanistan, er oplevelsen af de mange forskellige kompetencer og enheder som er med på holdet.

I denne uge er der øvelse i Oksbøl for soldaterne på DANCON ISAF Hold 4, der snart skal til Afghanistan.
     Spejdereskadronen har været indsat i Oksbøl øvelsesterræn siden mandag, hvor de træner de kommende operationer i Afghanistan.
     De ligger i beredskabsområde med kommandoelementet og mortersektionen, mens eskadronchef kaptajn J. T. Olesen har sendt sine tre spejderdelinger ud på forskellige operationer.

Pludselig lyder der en eksplosion. Den danske stilling er under morterangreb fra taliban. Granaterne falder heldigvis for kort, men 100 meter væk er to civile blevet ramt af talibans mortergranater. Soldaterne fra spejdereskadronen sikrer ud mod området, hvor de sårede civile råber om hjælp. Er det mon en fælde? Er der miner i området? Gruppeføreren melder til eskadronchefen.
     - Mulig minefare - kan jeg få ingeniørsoldaterne frem?

Eskadronchefen overvåger situationen og sender sine ammunitionsryddere frem. De sikrer en vej frem mod de sårede civile, og endelig kan sygehjælperen fra den lette mortersektion komme frem til de sårede. De er ramt af splinter fra mortergranaten. Den ene står ikke til at redde, men den anden er kun overfladisk ramt og er mest bekymret for sin døende ven. Den danske sygehjælper giver førstehjælp.
     I mellemtiden kalder eskadronchefen en af sine spejderdelinger og en sanitetsgruppe tilbage fra de andre operationer, for at støtte sikringen af beredskabsområdet og hjælpe de sårede civile yderligere. Heldigvis var det bare en øvelse, men det kunne lige så godt have været en situation i Afghanistan.

Sygehjælperen ankommer til de sårede civile.


Eskadronchef kaptajn J. T. Olesen:
     - Vi agerede, fik indsat de forskellige enheder og trænet samvirke mellem de forskellige enheder. Det er vigtigt at soldaterne kender til de specialister som vi tager med ud i ørkenen, så de ved hvad vi har af muligheder, når en kritisk situation opstår.

De sårede tilses, men den ene står desværre ikke til at redde.


Situationen afspejler eskadronschefens erfaringer med hele øvelsen i Oksbøl:
     - Det gode ved den her øvelse er træningen af samvirket med de enheder vi ikke ser til hverdag: militærpolitiet, elektronisk opklaring, artilleripejleradaren, flyvestøtte med videre, siger eskadronchef J. T. Olesen og afslutter med at kommenterer støtten fra de mange kontrolofficerer der er med på øvelsen, fordi de selv har været i Afghanistan tidligere:
     - Det er også rigtig godt at kunne trække på folk, der selv har været der. Det er gode erfaringer.

De første soldater fra DANCON ISAF hold 4 tager til Afghanistan til august.

Kilde: HOK.

Baggrund:
tors. 28. juni 2007: ISAF Hold 4 bliver også hold 1
tirs. 26. juni 2007: Sidste øvelse før Afghanistan
man. 25. juni 2007: NATO i alvorlig klemme i Afghanistan
ons. 20. juni 2007: Tapper under træfning
man. 11. juni 2007: Betænkelig ved grønne soldater
fre. 1. juni 2007: Danske soldater i offensiv
fre. 1. juni 2007: Flere soldater til Afghanistan vedtaget

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3274Afg.htm.