Ny udstilling: Det er kanon

tirs. 12. juni 2007


Honest John-missilet rager op ved siden af den svære 203 mm haubits. (Foto: Rene Hollmann).

Den kolde krigs kanoner dominerer en ny udstilling, der er under opbygning på Artillerimuseet i Varde.

Et missil af typen Honest John rager også op. Disse raketter kunne udrustes med A-våben som en del af NATOs forsvar mod truslen fra øst, men det var dansk politik ikke at oplagre A-våben på dansk jord.
     De store mængder tungt materiel er bragt på plads, og for tiden arbejdes der på de tekster og plancher, der skal forklare om baggrunden for den kolde krig.
     Den officielle åbning er planlagt til den 31. august, fortæller museumsinspektør John Jensen.
     Man kan komme ind i en pansret mandskabsvogn, der fungerede som skydecentral, og hvis man er behændig nok, er der mulighed for at kravle ind i en PMV med radarudstyr.
     - Vi har også planer om lave nogle oplevelser, hvor publikum selv kan sætte noget i gang - for eksempel vælge en film. Det ultimative ville være en simulator, men vi må jo se på, hvad vi har råd til, og tingene må heller ikke være for svære og dyre at vedligeholde, siger John Jensen.

Frivillige hjælper til
     Varde Kaserne blev bygget under den kolde krig og indviet i 1955, og udstillingen afspejler også kasernens og artilleriets historie.
     - Vi har fået stor hjælp fra kasernens side og fra en stab af frivillige, som er pensioneret fra forsvaret. Deres viden om tingene har været helt uvurderlig, og det har været en fornøjelse at arbejde sammen med dem, siger museumsinspektøren.
     Selv om materiellet fra den kolde krigs tid fylder godt op, er der stadig plads til museets ældste kanoner. Det gælder blandt andet en gammel skibskanon hentet op fra havets dyb, en kanon der var med ved slaget i Bov i 1864 og en engelsk kanon, der blev taget som trofæ under Napoleonskrigene.

Her er museumsinspektør John Jensen kravlet op i en pansret mandskabsvogn, der blev brugt som skydecentral. (Foto: Rene Hollmann).

Kilde: Varde Ugeavis.

Baggrund:
april 2007: Ny udstilling på Artillerimuseet

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3235His.htm.