man. 11. juni 2007
Forsvarsministeren forsvarer salget af det mislykkede projekt "Tårnfalken", som canadierne godt kunne få til at lykkes.
Forsvarsminister Søren Gade (V) er ikke bitter over, at canadierne har fået Tårnfalken gjort operationsdygtig i Afghanistan.
Tværtimod glæder han sig over, at det projekt, som danske forsvar ikke kunne få i luften, er lykkedes for canadierne.
- Jeg mener stadig, at det var en knaldgod beslutning at sælge Tårnfalken til canadierne. Vi spildte et par hundrede millioner, og det var et par hundrede millioner for meget, sagde Søren Gade på et pressemøde i Forsvarsministeriet.
Han tilføjede, at canadierne bruger Tårnfalken på en anden måde, end danskerne havde tænkt sig.
- Jeg skal ikke ærgre mig over, at Canadierne har modificeret Tårnfalken, så den kan bruges. Jeg er utrolig glad for, at den kan nyttiggøres, sagde han.
Danmark solgte sidste år de førerløse spionfly til det canadiske flyvevåben for cirka 40 millioner kroner, selvom forsvaret på daværende tidspunkt, havde investeret 470 millioner kroner i projektet.
De fjernstyrede fly, der har indbyggede dag- og natvideokameraer, har allerede været i aktion i Kandahar-provinsen og bliver af canadierne betegnet som en stor succes.
Seneste kilde: Berlingske Tidende.
Baggrund:
lør. 9. juni 2007: Tårnfalke fik succes i Kandahar
fre. 2. mar. 2007: Forsvaret tav om spionfly-problemer
tirs. 10. okt. 2006: Tårnfalken er næsten afviklet
man. 4. sept. 2006: Farvel til Tårnfalken
fre. 1. sept. 2006: Forsvaret har solgt Tårnfalken til Canada
tors. 31. aug. 2006: Gade skal forklare salg af spionfly
ons. 30. aug. 2006: Tårnfalke solgt til Canada
man. 24. juli 2006: Canada køber alle skrottede Tårnfalke
fre. 16. juni 2006: Canada vil købe skrottede Tårnfalke
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3233UAV.htm.