Betænkelig ved grønne soldater

man. 11. juni 2007


"Det er en hård kamp, og der er mange, mange Taleban-krigere, som gerne vil slås med os."

Når snakken herhjemme falder på Afghanistan, så handler det ofte om udvikling og genopbygning. Men det er langt fra den hverdag, som de cirka 400 danske soldater oplever fra deres poster.

Eskadronchefen "Peter" fortæller til Radioavisen, at han har været udsendt flere gange før, men månederne i Afghanistan er de værste, han har oplevet.
     "Peter" har allerede har sendt soldater med erfaring fra Ex-Jugoslavien og Irak hjem, fordi de bukkede under for presset i Afghanistan.

Erfarne soldater bukker under
     Derfor er han betænkelig ved de forstærkninger, der er under uddannelse i Danmark lige nu, og som ventes at ankomme til oktober. Det er soldater, som kun har en basisuddannelse og otte måneders træning, men som er uden kamperfaring.
     - Det er en hård kamp, og der er mange, mange Taleban-krigere, som gerne vil slås med os, siger han til Radioavisen.
     - Fra det øjeblik, vi kører ud, er det krig, siger han.

Kampe kan vare 21 timer
     Kampene i Helmand-provinsen, hvor de danske styrker opererer, kan vare fra 45 minutter til 21 timer. Taleban-bevægelsen er blevet større og dygtigere til at udføre taktiske operationer mod NATO-styrkerne.
     - De kan gennemføre hurtige, uvarslede ildoverfald. De kan gennemføre tilbagetrækning til nye, forberedte stillinger. Det er en stor kvalitetsforskel i forhold til, hvad vi så for 2-3 måneder siden.
     Den britiske hær, som har flere end 5.000 soldater i Helmand, betegner Afghanistan som den hårdeste operation siden 2. verdenskrig.


Danske soldater
     Danmark har haft soldater i Afghanistan siden januar 2002.
     I dag er 390 danske soldater udstationeret i især Helmand-provinsen.
     Folketinget har vedtaget at sende flere soldater til Afghanistan, så der til efteråret vil være omkring 650 danske soldater i Afghanistan.
     Fire danske soldater har mistet livet i Afghanistan. Tre soldater omkom ved en eksplosionsulykke den 6. marts 2002. En fjerde soldat mistede livet den 3. maj 2007.

Seneste kilde: DR.dk.

Baggrund:
man. 4. juni 2007: Færre til Irak - flere til Afghanistan
fre. 1. juni 2007: Danske soldater i offensiv
fre. 1. juni 2007: Flere soldater til Afghanistan vedtaget
tors. 3. maj 2007 kl. 13.54: Politisk frygt for flere dræbte soldater
tors. 22. mar. 2007: Danske soldater truet i Afghanistan
ons. 21. febr. 2007: Gade: Nu handler det om Afghanistan
man. 12. febr. 2007: Hold 4 til Helmand forbereder sig

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3232Afg.htm.