Tattoo for 33. gang

Af Ove R. Aslaug, artilleriet.dk, ons. 6. juni 2007



Det Sønderjyske Tattoo får deltagelse af bl.a. Danske Artilleriregiment.

Det Sønderjyske Tattoo i Aabenraa indledes hvert år med Dansk Løsen, som er tre kanonskud med løst krudt. Men i år har tattoo-arrangørerne allerede fået et skud for boven, før ringriderfesten går i gang: Et ungarsk orkester har meldt afbud med kort varsel.
     Tattooet finder dog sted. De andre orkestre er på plads - herunder søværnets populære tamburkorps - og der ledes på højtryk efter en erstatning for ungarerne.

Tattoo: Artilleriet med i mange år
     Det sønderjyske Tattoo blev gennemført første gang i 1974 og har siden været det eneste årlige tilbagevendende tattoo i Danmark. Det sønderjyske Tattoo er et militært tattoo gennemført i civil ramme. Danske Artilleriregiment og hjemmeværnet er militære rådgivere og støtte.
     Artilleriet i Varde stod tidligere selv som arrangør af et tattoo, Danmarks Tattoo. Det blev aflyst i 2003 grundet forsvarets generelle dårlige økonomi og er ikke siden genoptaget. Hjemmesiden er forlængst nedlagt.
     I 2005 var flere af de erfarne arrangører involveret i at arrangere Herning Indoor Tattoo. Dette Tattoo har mødt så stor international interesse, at det maj 2007 skiftede navn til Danish Millitary Tattoo.

To aftener
     Det Sønderjyske Tattoo finder sted for 33. gang. Der er tattoo såvel fredag, 29. juni, og lørdag, 30. juni. Begge aftener med følgende orkestre:
     Søværnets Tambourkorps, DSV Fanfarekorps, Katwijk og Excelsior fra Groningen i Holland og det svenske hjemmeværnsorkester.
     Derudover deltager Dansk Artilleriregiment og enheder fra Lokalforsvarsregionen Fyn, Syd- og Sønderjylland.
     Der kan købes billetter til de to tattoo-aftener på alle turistkontorer i Danmark samt på: www.aabenraabilletten.dk
     Tattoet finder sted på Brundlund Slot.

Seneste kilder: Jydske Vestkysten og Det Sønderjyske Tattoo hjemmeside.

Mere:
april 2005: Tattoofest i Herning i oktober

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3227DAR.htm.