FAC: Akut uddannelse er startet

Af Ove R. Aslaug, artilleriet.dk, maj 2007


Det er et F16 fly som dette, man vil kunne se på nært hold på den jyske himmel i den kommende uge.

For at genere mindst muligt vil jagerne ikke være på vingerne i weekenderne, og heller ikke flyve i samme område to gange i træk.

Jager-pilotens øjne på jorden
     Flyvevåbnet holder for tiden et kursus, vis formål er at træne danske piloter i at arbejde sammen med Forward Air Controllers (FAC), til mulig indsættelse i internationale operationer.
     En FAC er en soldat på jorden eller i en helikopter, der har til opgave at dirigere egne fly ind til angreb mod fjendtlige mål på jorden. Idéen er, at man med en Forward Air Controller bedre kan koordinere fly- og landstyrkerne. Den opgave kræver en grundig uddannelse.
     Danmark har haft FAC udsendt til international tjeneste i Bosnien, Kosovo og Afghanistan.

Akut behov for at uddanne nye
     Forsvarsforliget fastlagde i 2005, at der skal uddannes et antal flytstøtte-hold - TACP-team - frem til 2009. Holdene er allerede brugt i stort omfang i Afghanistan, og derfor er det nødvendigt allerede nu at rekruttere nye folk, finder hæren.
     I starten havde man regnet med at rekruttere 12 nye TACP-teams, men det tal er steget og det giver et stort behov for nye folk. Derfor iværksatte hæren i marts en intern hvervekampagne for at finde nye folk.
     Da behovet er akut, har man set bort fra tidligere tiders krav om at det kun er officerer indenfor artilleriet, der kunne få den såkaldte TACP-uddannelse. Nu er både konstabler og befalingsmænd velkomne. Erfarne folk indenfor søværnet og luftvåbnet var også velkomne.
     Uddannelsen startede 14. maj i Karup og deltagerne skal i disse dage altså ud at øve i praksis.
     Efter 12 måneders kursus, senere hen i Varde, bliver kursisterne udsendt til international tjeneste.

Afghanistan: Afløses fly-bombninger af kampvogne?
     FAC´erne har på det seneste været i offentlighedens søgelys for deres indsats i Afghanistan:
     Iflg. forsvarets egne tal blev der alene i det sidste halvår af 2006 påkaldt flystøtte 106 gange. Det svarer til to ud af tre dage i perioden. Det skete dagligt under indespærringen i Musa Qala.
     Hvad er sikrest for de civile afghanere, når Taleban starter angreb placeret hos de civile: Flystøtte eller kampvogne?
     Og hvad er sikrest for soldaterne selv? Det er på det seneste blevet diskuteret internt i forsvaret. Soldaterne i Camp Bastion i Helmand-provinsen var ikke i tvivl, da statsministeren besøgte dem for to uger siden: De ville have kampvogne.
     Det ville Fogh dog ikke blande sig i: Det måtte Forsvaret selv finde ud af.
     Fogh holdt lav profil - ligesom jagerflyene gør det den kommende uges tid over Jylland.


Planen for flyvningerne er således:
     30. maj: Brædstrup-området og Kgs. Tisted i Himmerland
     1. juni: Kgs. Tisted i Himmerland og Grønbjerg-området syd for Holstebro
     4. juni: Grønbjerg-området syd for Holstebro og Randers-området.
     5. juni: Salling nord for Skive og Kongerslev i Himmerland
     6. juni: Lendum i Vendsyssel og Mollerup
     7. juni: St. Brøndum i Himmerland og Horsens-området.
     8. juni: Randers-området og Salling nord for Skive.

Seneste kilde: FTK, Flyvertaktisk Kommando.

Baggrund:
lør. 19. maj 2007: Statsministeren på besøg
tirs. 3. april 2007: Næsten dagligt luftbombardement
ons. 28. mar. 2007: Konstabler overtager officersjob
tirs. 20. mar. 2007: Akut mangel på folk til flystøtte
lør. 24. febr. 2007: Soldater ringer efter bombefly
fre. 9. febr. 2007: Medie-naivitet
tors. 8. febr. 2007: Overdreven brug af flybomber?
tors. 8. febr. 2007: Flybombe for farlig for danskere
ons. 31. jan. 2007: På mission i Helmand-provinsen
tirs. 30. jan. 2007: Frikendt efter afhøring

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3221Afg.htm.