Tab af civile liv undersøges ikke

søn. 27. maj 2007

Selv om både regeringen og forsvaret selv lægger stor vægt på, at forsvaret gør hvad der er muligt for at undgå civile tab i forbindelse med flybombninger, hører det til undtagelsen, at danske soldater nærmere undersøger, om der er civile sårede eller dræbte, når de har sendt en flybombe mod en Talebanstilling i Afghanistan, skriver Berlingske Tidende.

Kun ganske få gange siden danske soldater blev indsat i krigen mod Taleban i Helmand-provinsen, har danske soldater kørt ind i ramte landsbyer for at undersøge effekten af bomberne.
     De danske tropper bestilte sidste efterår flystøtte i 106 tilfælde, og de mange luftangreb har senest fået hæren til at kræve kampvogne til området, fordi kampvogne er mere præcise, mindre voldsomme og derfor vil ramme færre civile i det krigshærgede område. I perioden fra oktober sidste år til februar i år afholdt den danske spejder-eskadron sig helt fra at kigge efter sårede.
     Ingen af spejdereskadronens to delingsførere, premierløjtnant Richard Engelholm og premierløjtnant Dennis Frisch, erindrer at have deltaget i afsøgning af et kampområde efter en flybombning:
     - Det var mit indtryk, at man ikke ville løbe risikoen for, at der stadig kunne befinde sig oprørsstyrker nær bombemålet. Det ville kræve et meget stort antal soldater at sikre os mod beskydning.
     Dennis Frisch har samme opfattelse:
     - Vi ville gerne gå derind, men man vurderede vel, at det var for farligt. Jeg tror heller ikke, at man var interesseret i, at soldaterne skulle stå ansigt til ansigt med det, de kunne finde i et bomberamt hus.

Den danske styrke har ordre på at udfærdige en såkaldt "Battle Damage Assessment", som er en opgørelse af skaderne efter en kamphandling, men disse rapporter bygger altså i de fleste tilfælde på, hvad soldaterne kan se på afstand og udefra.
     - Vi ved faktisk ikke, hvor mange civile tab eller sårede der er,
     medgiver oberst Henrik Sommer i Hærens Operative Kommando. Ifølge Henrik Sommer findes der ikke nogen formel eller uformel beslutning om ikke at undersøge bombemål. Det er op til føreren i hvert enkelt tilfælde, siger han.

Forsvarsminister Søren Gade (V) siger, at den danske chef på stedet er i sin gode ret til at undlade at kigge efter sårede, hvis han frygter for soldaternes sikkerhed.

Baggrund:
søn. 27. maj 2007: Med mindst mulig magt
tirs. 3. april 2007: Næsten dagligt luftbombardement
ons. 28. febr. 2007: Flystøtte 2002-2006
lør. 24. febr. 2007: Soldater ringer efter bombefly
tors. 8. febr. 2007: Politikere: Klar besked om skud mod civile!
tors. 8. febr. 2007: Overdreven brug af flybomber?
lør. 13. jan. 2007: Soldater afviser drab på civile
man. 16. okt. 2006: Danske soldater afhøres om drab
tors. 21. sept. 2006: Kan ikke bekræfte skud på civile

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3220TAC.htm.