Afghanistan: Bomber fra luften blev påkaldt de fleste dage af de danske flystøtte-folk, FAC´erne. 106 gange fra juli til dec. 2006 faldt der bomber, oplyser forsvaret - især i tiden da danskerne var indespærret i Musa Qala.
Det fremgår af et svar fra forsvarsministeren til Enhedslistens Rune Lund.
I et tidligere svar var det fremgået, at danske soldater i 112 tilfælde i perioden januar 2002 til og med december 2006 havde påkaldt flystøtte, som har ført til levering af bomber eller ild fra maskinkanoner eller andre våben.
Ikke styr på antal døde
Dette ønskede Rune Lund uddybet: Hvor mange civile og militære døde af det?
Søren Gades svar:
- Forsvaret har ikke præcise og validerede statistikker over antallet af omkomne, der er forårsaget af danske styrkers deltagelse i operationer i Afghanistan.
Heftig flystøtte ikke nok i Musa Qala sensommer 2006
Rune Lund ville også vide hvordan de 112 tilfælde fordelte sig månedsvis over de fire år. Næsten alle, 106, lå i andet halvår af 2006.
Især i juli og august gik det hedt til, med 75 påkaldte og leverede bombninger - mere end en hver dag. I det tidsrum opholdt en dansk styrke sig i over en måned i Musa Qala, udsat for en til to daglige angreb. Trods bl.a. kraftig flystøtte, endte det med en evakuering med hjælp fra briter og afghanere - "en planlagt afløsning" ifl. forsvaret selv.
Seneste kilde: Folketinget.
Baggrund:
ons. 28. febr. 2007: Flystøtte 2002-2006
tirs. 30. jan. 2007: Frikendt efter afhøring
lør. 26. aug. 2006: Soldater trukket tilbage fra Musa Qala
fre. 25. aug. 2006: Danske soldater evakueret fra Musa Qala
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3219TAC.htm.