Civile tab ukendt for danske styrker

søn. 27. maj 2007

Danske soldater i Afghanistan kigger kun sjældent på resultatet af de flybomber, som de nedkalder over modstanderne. Det kan være for farligt at nærme sig et bombemål.

Selv om både regeringen og forsvaret selv lægger stor vægt på, at forsvaret gør hvad der er muligt for at undgå civile tab i forbindelse med flybombninger, hører det til undtagelsen, at danske soldater nærmere undersøger, om der er civile sårede eller dræbte, når de har sendt en flybombe mod en Taleban-stilling i Afghanistan.
     Kun ganske få gange siden danske soldater blev indsat i krigen mod Taleban i Helmand-provinsen, har danske soldater kørt ind i ramte landsbyer for at undersøge effekten af bomberne. De danske tropper bestilte sidste efterår flystøtte i 106 tilfælde, og de mange luftangreb har senest fået hæren til at kræve kampvogne til området, fordi kampvogne er mere præcise, mindre voldsomme og derfor vil ramme færre civile i det krigshærgede område.

Ingen kampområder undersøgt
     I perioden fra oktober sidste år til februar i år afholdt den danske spejder-eskadron sig helt fra at kigge efter sårede. Ingen af spejdereskadronens to delingsførere, premierløjtnant Richard Engelholm og premierløjtnant Dennis Frisch, erindrer at have deltaget i afsøgning af et kampområde efter en flybombning.

For farligt at gå ind
     - Det var mit indtryk, at man ikke ville løbe risikoen for, at der stadig kunne befinde sig oprørsstyrker nær bombemålet. Det ville kræve et meget stort antal soldater at sikre os mod beskydning, siger Richard Engelholm til berlingske. Dennis Frisch har samme opfattelse.
     - Vi ville gerne gå derind, men man vurderede vel, at det var for farligt. Jeg tror heller ikke, at man var interesseret i, at soldaterne skulle stå ansigt til ansigt med det, de kunne finde i et bomberamt hus, siger Dennis Frisch.
     Den danske styrke har ordre på at udfærdige en såkaldt Battle Damage Assessment, som er en opgørelse af skaderne efter en kamphandling, men disse rapporter bygger altså i de fleste tilfælde på, hvad soldaterne kan se på afstand og udefra.
     - Vi ved faktisk ikke, hvor mange civile tab eller sårede der er, medgiver oberst Henrik Sommer i Hærens Operative Kommando. Ifølge Henrik Sommer findes der ikke nogen formel eller uformel beslutning om ikke at undersøge bombemål. Det er op til føreren i hvert enkelt tilfælde, siger han.
     Forsvarsminister Søren Gade (V) siger, at den danske chef på stedet er i sin gode ret til at undlade at kigge efter sårede, hvis han frygter for soldaternes sikkerhed.

Kilde: Berlingske.

Læs mere:
tors. 17. maj 2007: Hvem skal ramme de civile?
tirs. 3. april 2007: Næsten dagligt luftbombardement
ons. 28. febr. 2007: Flystøtte 2002-2006
tors. 8. febr. 2007: Overdreven brug af flybomber?
tirs. 30. jan. 2007: Frikendt efter afhøring
lør. 13. jan. 2007: Soldater afviser drab på civile

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3211Afg.htm.