Forsvaret tager radarstråling alvorligt

FOV Nyhedsbrev nr.19, 2001, tors. 4. okt. 2001

Forsvaret mener ikke, at der er behov for at foretage en undersøgelse af, om danske soldater og teknikere i lighed med kolleger i Tyskland har været udsat for farlig radarstråling.

Men det er ikke udtryk for, at forsvaret ikke tager risikoen ved stråling fra radarsystemer alvorligt.

Tilstrækkelig dansk sikkerhed
     En tysk rapport viser, at mellem 400 og 1000 tyske soldater og teknikere kan have været udsat for kræftfremkaldende stråling via deres arbejde med radarsystemer, der ikke har været ordentligt afskærmet. Den tyske rapport omhandler primært radarsystemer, som ikke anvendes i det danske forsvar, men også HAWK, som forsvaret har haft siden 1962.
     Forsvarets Sundhedstjeneste og forsvarets radareksperter har gennemgået den tyske rapport og har på den baggrund vurderet, at de danske sikkerhedsbestemmelser for arbejdet med HAWK og andre radarsystemer er tilstrækkelige og fuldt opdaterede.
     I Danmark har man i al den tid, hvor man har arbejdet med radar, været opmærksom på, at der kan være en risiko, og den har man søgt at tage højde for ved afskærmning og bestemmelser om sikkerhedsafstande.
     Forsvaret mener derfor ikke, at personel, der har arbejdet med systemerne i Danmark, har været udsat for farlig bestråling, og forsvaret vil ikke iværksætte en større undersøgelse af radarstrålingens mulige påvirkning af det personel, der har arbejdet med HAWK.

Undersøgelser følges nøje
     Forsvarets Sundhedstjeneste følger imidlertid området nøje og er klar til at justere forskrifterne, hvis det viser sig nødvendigt.
     Indtil videre afventer man dels resultaterne af større tyske og hollandske undersøgelser, hvor det undersøges, om der kan påvises en sammenhæng mellem arbejdet med radarsystemer og forekomsten af kræft. Og dels en undersøgelse, hvor branche-miljøarbejdsrådet vil undersøge, om de sikkerhedsafstande og forskrifter, som anvendes i forsvaret, er tilstrækkelige.

Anmeldes som arbejdsskade
     Sundhedstjenesten har henstillet til forsvarets infirmerier, at personel, der henvender sig med lidelser, som de mener kan skyldes arbejdet med radarsystemer, skal have foretaget en helbredsundersøgelse, og at lidelsen skal anmeldes som en arbejdsskade.
     Derefter vil man i hvert enkelt tilfælde undersøge, om de pågældende via deres arbejde kan have været udsat for farlig stråling.

Kilde: FOV Nyhedsbrev nr.19, 2001.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3137-Foresatte--forsvaret-tager-radarstraaling-alvorligt.htm.