GBU, CAS, ALO, TACP, IP, FAC ... Forsvaret er kendt for sine mange forkortelser. De ovenstående seks af slagsen kommer fra flyvningens verden, fra en lille og ikke særligt kendt niche.
En niche, hvor F-16 piloter og konstabler, befalingsmænd og officerer fra såvel hæren som flyvevåbnet indgår i et tæt samarbejde om lige dele præcision, koncentration og håndværk. Det handler om de cirka tredive danske Forward Air Controllers (FAC), hvis job kort fortalt er at få bomberne fra de danske F-16 fly til at ramme målet - hver gang.
Et af de første spørgsmål, der falder en for, når man modtager den oplysning, er, om piloterne da ikke er dygtige nok til selv at ramme? Svaret er et klingende "Jo, det er de". Bombekastningens ædle kunst rummer flere metoder, hvoraf samarbejdet med FAC'en er en.
Mange bombetogter er planlagt i god tid forinden, men hvis det drejer sig om bevægelige mål som for eksempel kampvogne eller missilplatforme kan piloten ikke vide sig sikker på den nøjagtige placering, og her kan FAC'en hjælpe med sin indsigt fra landjorden. Herfra er han også i stand til at hjælpe piloten med at skelne rigtigt materiel fra attrapper, et problem man blandt andet har bøvlet noget med på Balkan.
Premierløjtnant J. R. Frederiksen, der til daglig går under navnet FRE og på Hærens Artilleriskole blandt andet uddanner FAC'ere, fortæller:
- At være FAC er at udøve et håndværk. Du har et mål, du udpeger målet og påkalder ild, og du melder tilbage om resultatet. Det er ikke nogen videnskab.
Og det kan godt være, det ikke er nogen videnskab, men det er i hvert fald tydeligt, at det er et håndværk, der kræver evnen til at kunne koncentrere sig og i visse tilfælde arbejde under betydelig stress. For det første fordi den aktive del af FAC'ens arbejde foregår fra en fremskudt position i terrænet, altså forholdsvist tæt på en potentiel fjende. For det andet, fordi et jagerfly flyver med en vis hastighed, der i nogle situationer giver en ekstremt kort reaktionstid, og for det tredje fordi al kommunikation med piloten uanset hans nationalitet foregår på engelsk
FAC'ens vigtigste arbejdsredskaber er hans kommunikationsmidler (blandt andet VHF og UHF radio), kikkert, hærkort og så i visse situationer en kraftig laserafstandsmåler og -markør. Lars Schouboe, der er premierløjtnant af reserven og selv har været udsendt med Den danske Internationale Brigade som FAC tre gange, forklarer, at grundprincipperne i arbejdet er enkle: Flyet kommer ind og går til sit såkaldte begyndelsespunkt - IP -, hvor det etablerer radioforbindelse til FAC og bliver "clearet" ind i selve målområdet. Herefter cirkler det rundt over målområdet i en højde, så det ikke udsætter sig for angreb fra mandbårne luftmissiler eller for beskydning fra luftforsvar. Og herfra er det så FAC'ens opgave at dirigere pilotens syn ind på målet, indtil det er "visual" for ham, altså indtil han selv kan se det fra luften.
Fordi piloten befinder sig så højt over terrænet, ser tingene anderledes ud end fra landjorden, hvorfor målet kan være svært for piloten umiddelbart at få øje på. Derfor udpeger FAC'en i første omgang en såkaldt unit measure, en afstand i terrænet, som piloten kan se fra luften, for eksempel "fra vejkryds syd for sø mod vest til vej-T er én unit measure". Med sin unit measure kan FAC'en herefter "gafle" piloten ind mod målet. Når piloten melder, at han kan se målet, beder FAC'en ham om at beskrive det med andre kendetegn, end dem han selv har brugt, således at ingen er i tvivl om, at man taler om det samme. Det er et krav for bombningen, at piloten skal have visuel kontakt med målet.
Når piloten først har øjne på målet, er der forskellige bombningsprocedurer, der kan udløses. Er det en GBU - altså en Guided Bomb Unit - der skal kastes, kan piloten enten foretage en såkaldt "land turn", hvor han kaster bomben og selv eller med hjælp fra et andet fly med sin laser guider det ind mod målet. Metoden blev blandt andet anvendt af amerikanerne i Kosovo. En anden mulighed er, at FAC'en fra sin position og ud fra pilotens melding om "10 seconds to laser", når han har udløst bomben, belyser målet. Man tilstræber at belyse målet i otte sekunder med den meget kraftige laser, som sender lyset som pulsslag.
Ved andre bombetyper, for eksempel de såkaldte "dumme bomber", der ikke er udstyret med laserstyring, stopper FAC'ens opgave, så snart han har dirigeret pilotens øjne ind på målet og fået det bekræftet. Og herfra tager piloten så selv fuldstændigt over.
FAC-grundkursus varer cirka seks uger, men alt i alt tager det godt og vel et år at klargøre en FAC til udsendelse. Det er et krav for at blive brugt og være "skarp", at man guider 12 kast om året. Danmark har for øjeblikket cirka 30 FAC'er. Da beredskabet på Balkan var på sit højeste, sendte vi hvert halve år tre af sted sydpå. Med den nuværende situation har man besluttet kun at bibeholde én TACP - den taktisk luftkontrol enhed, hvor FAC'en "sidder" sammen med sin hjælper, sin signalmand og sin kører - nemlig den i Bosnien, og herfra har man meddelt, at man kun ønsker at bruge amerikanske og danske FAC'er. Et vidnesbyrd om, at de danske af slagsen er i superligaen.
Kilde: FOV Nyhedsbrev.
Baggrund:
tors. 6. sept. 2001: Kraftig cocktail
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3121.htm.