Tilbage i Camp Bastion

Af chefen for den danske styrke i Helmand, oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen (uddrag af ISAF Nyhedsbrev nr. 11), lør. 18. nov. 2006


"Heldigvis har oprørsstyrkerne igen skudt forbi. Men radarerne virkede som de skulle."

Efter godt to uger operationer i det nordlige Helmand er soldaterne nu tilbage i god behold i Camp Bastion igen. De næste dage følger vi op med flere beretninger om deres oplevelser.
     Nu er vi så på den anden side af den første operation for det største enkeltbidrag i DANCON, 2. lette opklaringseskadron, der under operationen har været støttet af to Forward Air Controllers, en artilleriobservatør, et ammunitionsrydderhold, et hold militærpolitisfolk og sidst også et hold fra logistikdelingen, alle danske, samt en britisk mortersektion.

Opgaven er løst
     Alt i alt har holdet løst opgaven rigtigt flot. De er undervejs kommet i kamp, men har håndteret situationen godt og sikkert. Samtidig har de fået sendt et signal til. De har også som opfølgning på den skudveksling, som de blev involveret i, tilbageholdt en person midlertidigt under mistanke om, at han havde noget med ildoverfaldet på danskerne at gøre. Personen blev løsladt igen efter en lille snak med bl.a. eskadronschefen og lederen af militærpolitiet.
     Undervejs er eskadronen blevet genforsynet med både helikopter og over landjorden. Det har været en stor opgave både for vores logistikere i Camp Bastion og for eskadronens egne logistikere at holde en så stor enhed rullende i så lang tid så langt væk fra fx den nærmeste tankstation. Vi har i begyndelsen af operationen måttet flyve diesel ud til enheden. Men har her i sidste omgang kørt diesel, mad og vand ud til eskadronen i deres egne lastbiler. Dem går der ikke mange på dusinet af hjemme på de danske landeveje, men herude har vi nogle stykker, der både er pansrede, terrængående og har dygtige chauffører i uniform.

[...]
     Siden sidst har der også igen været beskydning af vores artillerister på KAF. Heldigvis har oprørsstyrkerne igen skudt forbi. Men radarerne virkede som de skulle. Og soldaterne på vagt slog til som høge mod de nedfaldende gamle kinesiske raketter, så hjælpen hurtigt kunne dirigeres i den rigtige retning.
     Så gik vi ellers alle rundt og var vældigt godt tilfredse med os selv. Og så brød en radar ned. Der holdt vi alle lige vejret, indtil vores elektronikmekaniker heldigvis kunne konstatere, at der var tale om en kortslutning, og han kunne få radaren til at fungere igen ved at hente nogle stumper på en anden radar. Aldrig så snart var han færdig med den operation, så dukkede der nogle længe savnede reservedele op, som nu betyder, at to af vores radarer måske kan få følgeskab af en tredje. Det giver nogle muligheder for at få vedligeholdt de to, der hele tiden er i stilling for at beskytte KAF.

Kilde: ISAF Nyhedsbrev nr. 11.

Læs mere:
man. 13. nov. 2006: Hærchef besøger Afghanistan
søn. 12. nov. 2006: Besøg hjemmefra
fre. 10. nov. 2006: Med ARTHUR på skydebanen
lør. 28. okt. 2006: Det ser man ikke meget af i Danmark

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/3018Art.htm.