Nyt forsvarsforlig - hvor langt er vi?

Af H.W. Jensen, KAR, maj 2000

Forsvarsforlig 2000-2004 har nu et par måneder på bagen, og en hel række detaljer er fastlagt - i virkeligheden de fleste, selv om der er et par enkelte uafklarede sprgsmål.

Det gælder vel at mærke når vi taler om Kongens Artilleriregiment, for i andre sammenhænge er der stadig en række "knaster" der skal høvles af.
     Lad os se på de enkelte aktioner, der tilsammen giver billedet af regimentet, og som er koncentreret omkring datoerne 1 JUL og 1 NOV 2000:

Første halvår 2000
     I løbet af indeværende halvår er det planen, at 13. Luftværnsmissilafdeling skal overføres til Varde. Materiellet bliver overført i løbet af MAJ 2000. Personellet følger i en periode frem til ultimo OKT. Der udestår endelig afklaring af, hvem - udover den samlede kadre af personel af reserven - der helt nøjagtigt skal med, men det ser p.t. ud til, at det er afdelingschefen, operationsofficeren, chefen for DIB-batteriet og to konstabler. I Varde bliver 13. Luftværnsmissilafdeling en kadreafdeling og al uddannelse til luftværn skal i fremtiden gennemføres i 14. Luftværnsmissilafdeling.
     Indkaldelseshold MAR/APR 2000 skal uddannes som feltartilleri, og indgår i 1. Artilleriafdeling. Holdet består af et reduceret stabsbatteri og et selvkørende batteri. Hermed er regimentet inde i den nye uddannelsescyklus, hvor der indkaldes til 1. Artilleriafdeling om foråret, hvor vi hidtil har indkaldt til luftværnet.
     14. og 21. Artilleriafdeling nedlægges 30 JUN 2000 sammen med hærens øvrige 105 mm artillerienheder.
     I et samarbejde mellem regimentet og de to afdelinger samt 2. og 32. Artilleriafdeling har vi nu sammensat de to 155 mm artilleriafdelinger (2. og 32.).

Andet halvår 2000
     1 JUL 2000 overgår 32. Artilleriafdeling til rollen som kampgruppeafdeling i Sjællandske Kampgruppe, der opstilles af Den kgl. Livgarde.
     Startende 1 JUL 2000 påbegyndes overførsel af Stab, Stab- & Målopklaringsbatteri/Danske Division samt 18. Raketkasterbatteri fra Skive til Sjælsmark. I praksis vil der blot ske det, at et par enkelte officerer fra Nørrejyske Artilleriregiment vil blive overført, medens hovedparten af bemandingen i Stab, Stab- & Målopklaringsbatteriet/Danske Division vil blive stillet af Kongens Artilleriregiment.
     For 18. Raketkasterbatteris vedkommende er situationen den, at batteriet forbliver i Skive indtil medio 2002, men at uddannelsen i batteriet bliver vores ansvar, og vi sender i den anledning et par officerer til Skive fra AUG 2000. Hovedparten af bemandingen i raketkasterbatteriet kommer fra Nørrejyske Artilleriregiment.
     Begge aktiverede enheder i divisionsartilleriet indkalder i efteråret 2000, og hermed er også disse enheder inde i den nye indkaldelsescyklus. Stab og Målopklaringsbatteriet starter uddannelsen på den nye artilleripejleradar ARTHUR på dette hold.
     1 NOV bliver en historisk dag for artilleriet. Den dag oprettes Dronningens Artilleriregiment i Varde ved sammenlægning af Nørrejyske og Sønderjyske Artilleriregiment. Samme dag overtager Kongens Artilleriregiment ansvaret for divisionsartilleriet, som kommer til at bestå af Stab, Stab- & Målopklaringsbatteri, 2. Artilleriafdeling, 23. Artilleriafdeling (fra Varde), 24. Artilleriafdeling (fra Varde) og 18. Raketkasterbatteri.

Efter 1 JAN 2001
     For Sjælsmark Kasernes vedkommende er der iværksat planlægning vedrørende nybyggeri til 18. Raketkasterbatteri, og til 17. Raketkasterbatteri (der oprettes pr. 1 JAN 2001) skal der ligeledes bygges. 17. Raketkasterbatteri bliver en mobiliseringsenhed, der i krigsstrukturen underlægges Hærens Operative Kommando direkte. Færdiggørelsen af byggeriet til 18. Raketkasterbatteri er forudsætningen for, at batteriet fysisk kan overføres til Sjælsmark, hvilket som ovenfor nævnt sker medio 2002.
     Byggeriet omfatter et anlæg mellem nordlige garage og Slesvig Plads (tidl. kaldet Tippen), der kan rumme de dele af batteriet, der er aktiveret i fredsstyrken, samt halbyggeri i Ny Motorgård til ikke i brug værende køretøjer. Tilsvarende skal der bygges i Ny Motorgård til 17. Raketkasterbatteri.
     Herudover vil der blive foretaget meget begrænsede renoveringsarbejder på to eksisterende garager, samt etableret parkeringsplads til ca. 100 civile biler på Sjælsmark Kaserne.
     Fra slutningen af 2000 vil Kongens Artilleriregiment være forvandlet til et feltartilleriregiment, som indeholder alle denne våbenarts specialer - bortset fra UAV, som godt nok indgår i Stab og Målopklaringsbatteriet, men som af fredsmæssige årsager kun kan placeres i Varde. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, men på den anden side vil regimentet være så materielmssigt alsidigt, at det også i fremtiden vil være et attraktivt tjenestested, og der er således al mulig god grund til at se fremtiden i møde som hidtil:
     Frisk og frejdigt fremad.

H.W. Jensen

Kilde: KAR.dk

Baggrund:
2002: Et strejftog gennem KAR historie
maj 2000: Fra NJAR til KAR og fra KAR til DAR
jan. 2000: Enheder efter forsvarsforliget

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2963-KAR--nyt-forsvarsforlig---hvor-langt-er-vi.htm.