fre. 9. febr. 2007
Forsvaret høster aha-oplevelser i højt tempo efter et halvt års kampe i Afghanistan. Hæren fik fart på da soldaterne i Helmand-provinsen skulle forstærkes med en mortersektion. Men hastværket havde nær kostet egne tab.
En succes.
Sådan beskriver både soldater og officerer ved den danske eskadron i Helmandprovinsen i det sydlige Afghanistan den forstærkning, som styrken i al hast modtog i oktober sidste år. Siden indrykningen i Irak i 2003 og måske især efter indrykningen med en spejdereskadron i Afghanistan sidste sommer har forsvaret høstet aha-oplevelser i højt tempo. En af dem var, at spejderne måtte have egne morterer med, som umiddelbart kan slå Talebanstillinger ud.
Forstærkningen var en mortersektion bestående af spanskproducerede lette morterer af en type, som har stor rækkevidde og sprængkraft. Morterne er blevet flittigt brugt under alle de missioner, som spejdereskadronen har været indsat i siden da.
Men succesen havde også en bagside. Hastværket med uddannelse på stedet i Afghanistan havde nær kostet tab blandt egne styrker. Under en fremrykning, hvor mortersektionen støttede med ild mod Taleban-oprøreres stillinger, blev mortergranaterne dirigeret forkert, så en af dem ramte tæt ved den danske kolonne. Et fragment eller en stensplint ramte en britisk soldat, der kørte med den danske styrke, på næsen, men uden at forøve større skade.
Der var en hektisk ildkamp, og det var ikke mortersektionens fejl. Mit bedste bud er, at de, der påkaldte ilden, har aflæst en koordinat forkert, siger chefen for den danske spejdereskadron i Afghanistan, major Christian Mogensen.
Historien om indsættelsen af mortersektionen i Afghanistan er ellers et godt udtryk for, at forsvaret er blevet hurtigere til at opdage, når nye behov opstår og derpå anskaffe og indsætte det materiel eller den uddannelse, der har vist sig akut behov for.
Da det hastede, sendte de mig af sted til Afghanistan, fortæller instruktør på Hærens Ildstøtteskole i Varde, Mike Johnsson. Efter en uges intensiv træning uden for Camp Bastion, den britisk-danske hovedlejr i Helmandprovinsen, kunne de tre morter fungere sammen som en enhed, og soldaterne kunne gå i stilling og være klar til skydning på mindre end seks minutter. Tiden til sammenpakning og afgang kom ned på halvandet minut.
Normalt vil introduktion af et nyt våben udløse stabler af regulativer, specifikationer og uddannelsesmanualer. Men her måtte vi jo gå lidt på kompromis, siger Mike Johnsson med betydelig underdrivelse.
Mens chefen for spejdereskadronen i Afghanistan, Christian Mogensen, har været meget glad for den nye mortertype med den lange rækkevidde, har lederen af mortersektionen, oversergent Thomas Jensen, været mindre begejstret.
Uddannelse mangler
Mortergranaterne virker som de skal - de holder fjenden inde i deres huse eller løbegrave, og granaterne virker som store håndgranater dræbende, når de rammer ned i en Taleban-stilling. Men da morterfolkene ikke selv kan se, hvor deres granater rammer, skal de forreste enheder i spejdereskadronen dirigere morterilden - og det er de ikke uddannet godt nok til, mener Thomas Jensen.
Det er ikke gået godt nok, fordi enhederne ikke har trænet sammen med os. Det er ikke tilstrækkeligt, at vi blot får besked om at flytte ilden lidt til højre. Derfor fik vi den utilsigtede skade, hvor en britisk soldat blev såret af en splint, siger oversergenten. Efterfølgende strammede mortersektionen procedurerne op for at minimere risikoen for gentagelser.
Men man sendte ikke folk herud, som er uddannet på morter, men sendte mig og andre, som skulle starte fra bunden på et nyt system. Det er fjollet, siger han.
Men eskadronchef Christian Mogensen er alligevel ikke i tvivl om succesen.
Mortererne ramte præcist og samlet. Det er meget bedre end vi så tidligere. Jeg tager hatten af for systemet, fordi det gik så hurtigt, siger han.
Kilde: Berlingske Tidende.
Baggrund:
fre. 9. febr. 2007: Let mortér er en succes
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2892Art.htm.