Kan ikke bekræfte skud på civile

Af Forsvarskommandoen, tors. 21. sept. 2006



"Vi lærer soldaterne at anvende netop den magt, der er nødvendig for at løse opgaven. Men også, at soldaten så vidt muligt afklarer, om der er risiko for civile."
Forsvarschef Jesper Helsø 

Musa Qala: Efter meldinger fra den danske enhed kan Forsvaret ikke bekræfte, at en flystøtte påkaldt af danske soldater, angiveligt skulle have dræbt civile.

Den britiske avis The Independent bragte den 26. august en artikel, der hævdede, at NATO-fly den 31. juli var skyld i 13 civiles død efter det skød mod et køretøj i området omkring den afghanske by Musa Qala.
     Beskyldningerne blev først kendt af Forsvaret, da Politiken henvendte sig den 8. september. Forsvaret havde ikke fået meldinger om dræbte civile fra den danske enhed, der under NATO-kommando var indsat i Musa Qala. Derfor gik Forsvaret straks i gang med at få afdækket, hvad der var sket den pågældende dag i Musa Qala.
     Den danske enhed oplyser, at der i et tilfælde den 31. juli blev påkaldt flystøtte mod et køretøj, der åbnede ild mod lejren i Musa Qala. Køretøjet forsvandt ud af syne, og herefter blev flystøtten afblæst. Det har ikke kunne bekræftes, om der var civile i det nævnte køretøj.

Hensyn til civile
     - Forlydender om tab af civile liv er altid bekymrende. Men jeg bakker mine soldater i Afghanistan 100 procent op, for jeg ved, at de har forberedt sig grundigt inden de ankom og vil gøre alt for at undgå at uskyldige civile mister livet i kamphandlinger. Det hensyn opererer Taleban ikke efter, siger Forsvarschef Jesper Helsø.
     Han peger på en række forhold, som danske soldater er uddannet til at gennemtænke inden de anvender magt, uanset hvor de er udstationeret. I militære operationer opererer man altid med proportionalitet og nødvendighed. Det skal forstås som følger:
     - Vi lærer soldaterne at anvende netop den magt, der er nødvendig for at løse opgaven. Men også, at soldaten så vidt muligt afklarer, om der er risiko for civile, inden der åbnes ild for på den måde at minimere risikoen for civile tab.
     Forsvarschefen mener samtidig, at vi herhjemme i Danmark skal forberede os på, at der kan komme civile tab.
     - Talebanerne går klædt i civil og udnytter de civile som dække. Derfor kan jeg ikke afvise, at uskyldige mister livet under ildkampe med Taleban.

Kilde: Forsvaret.dk.

Baggrund:
tirs. 30. jan. 2007: Frikendt efter afhøring
søn. 10. sept. 2006: Drab under NATO-aktion undersøges
tirs. 1. aug. 2006: Dansk lejr angrebet

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2713TAC.htm.